Besvarelse af specialeopgave til psykologisk embedseksamen, Københavns Universitet 1978:
"På baggrund af egne forsøg og erfaringer ønskes en redegørelse for og en kritisk vurdering af psykologisk selvterapi herunder sammenligninger med andre psykoterapiformer. Der ønskes tillige forslag til en praktisk metode."
© 2006 Troels Møldrup
Denne opgave handler ikke om mig selv, men den har baggrund i egne erfaringer med selvanalyse.
Tilskyndelsen til at skrive speciale om det hænger sammen med det personlige udbytte, jeg føler, jeg har haft. Herudover er der måske mulighed for, at selvanalyse eller anden selvterapi kan have værdi for den uerfarne psykolog, blandt andet ved at sætte 'kød' på teorierne, om end dette naturligvis ikke kan erstatte andre professionelle erfaringer. Det kan også tænkes, at andre erhvervsgrupper, hvis arbejde fordrer psykologisk forståelse og særlige personlige ressourcer, kan have nytte af selvanalyse og selvterapi. Om man kan forestille sig en bredere terapeutisk anvendelse, står foreløbigt hen i det uvisse; tanken er dog værd at overveje i en tid med ressourcebesparelser og stigende erkendelse af psykologiske behandlingsbehov.
o-o-0-o-o
Selvanalyse og selvterapi bør næppe forstås som løsrevne handlinger med specifikke virkninger. Af lige så stor betydning som en virkningsfuld teknik er hele livssituationen og den måde, man i øvrigt forholder sig til og fører sit liv på. Det siger sig selv, at jeg ikke har kunnet gøre rede for sådanne faktorer på udtømmende måde. Frem for at ignorere problemstillingerne, har jeg imidlertid valgt at berøre et udvalg.
I kapitel 1 overvejer jeg således betydningen af nogle forudseelige politiske, moralske og filosofiske holdninger for udøvelsen af selvterapi. Hensigten er ikke at behandle disse emner for deres egen skyld eller blot på grund af deres relation til selvterapi. Hensigten er at påpege betydningen af ens stillingtagen til sådanne spørgsmål for selvterapiens proces.
På lignende måde forestiller jeg mig, at mange mennesker for sig selv har formuleret en privat psykologi, f.eks. omhandlende betydningen af viljens kraft eller betydningen af bestemte handlinger for at lave om på sig selv. I kapitel 2 forsøger jeg en almenpsykologisk vurdering af sådanne private strategier, idet jeg tager udgangspunkt i orientalsk tænkning. I kapitel 3 overvejer jeg blandt andet betydningen af at søge udfordringer for at fremme terapiprocessen.
Når jeg har inddraget et så bredt udvalg af problemstillinger, er det ikke fordi, jeg mener, forståelsen af dem i alle tilfælde er en nødvendig forudsætning for udøvelsen af selvterapi. Derimod har jeg tænkt, at en person, der vil vejlede andre i selvterapi, måske burde have gjort sig tanker omkring spørgsmålene.
I kapitel 3 afgrænses selvterapibegrebet og placeres i en fagpsykologisk sammenhæng, mens kapitel 4 drejer sig om forskellige konkrete teknikker, heriblandt især selvanalyse en, som præsenteres i sit historiske perspektiv. Jeg gør rede for nogle principielle personlige erfaringer.
I kapitel 5 udmøntes overvejelserne i en konkret 'opskrift' til selvanalyse. Til slut gør jeg et par overvejelser om selvanalysens virkninger og eventuelle anvendelsesmuligheder.
Det diskuteres i dag i psykologfaglige kredse og andre steder, hvilken rolle psykologer kan og bør spille i samfundet. Førhen var det noget af en selvfølge, at psykoterapi måtte sigte på at 'helbrede' individet, så det kunne udfylde sin plads i samfundet. Til grund herfor lå naturligvis den opfattelse, at det primært var de 'utilpassede' eller 'syge' individer, der var noget galt med og ikke samfundet. Med den store interesse og debat som især Ronald D. Laing vakte med sine udgivelser i dansk oversættelse, vandt den opfattelse frem, at samfundet er umenneskeligt, og at næsten alle er sjæleligt syge som følge heraf (se Laing 1969, p.44f). Der var heller ikke noget, der forhindrede den antagelse, at mange af de sværeste psykiske lidelser, som traditionelt har været betragtet som delvis arvelige, af omgivelserne relativt uafhængige tilstande, kunne være et resultat af uheldige miljømæssige påvirkninger.
Konsekvensen af denne nytænkning var for mange, at det nytter lidet at 'lappe' på det enkelte menneskes problemer, når samfundet, qua sin uhensigtsmæssighed, stadig opretholder problemerne og stadig 'producerer' nye 'syge' individer. Hvis psykologer skal gøre nogen virkelig gavn, må de, stadig ifølge denne opfattelse, anvende deres viden om lidelsernes oprindelse i samfundsstrukturen i et aktivt arbejde for at ændre samfundsopbygningen.
Dette synspunkts rigtighed sandsynliggøres af, at mange menneskers problemer hænger indlysende sammen med f.eks. dårlige bolig- og arbejdsforhold. Man kunne også pege på de vanskeligheder, den enkelte har med at leve op til de normer, han direkte og indirekte bombarderes med gennem massemedierne; normer der ofte er vanskelige at forene. Stive kønsroller og forventninger om, at man skal kunne dokumentere succes og lykke gennem statussymboler, er nogle af de ting, der uafladeligt påføres individet ud fra interesser, der ikke altid er hans egne.
I de tilfælde, hvor en persons psykiske vanskeligheder ikke synes at stå i noget rimeligt forhold til de kår, han lever under, vil man stadig kunne hævde (hvis man ser bort fra organiske defekter), at fejlen ligger i samfundet. Hvis man f.eks. forestiller sig, at forholdet til forældrene i barndommen har spillet en rolle, er det i mange tilfælde muligt at sætte forældrenes utilstrækkelighed i rimelig forbindelse med datidens samfundsforhold. Hvis ikke, kan man måske gå endnu længere tilbage, eller måske pege på andre omstændigheder i skole, kammeratskabskreds e.l.
Man kunne godt få den tanke, at en gunstig samfundsændring (hvis man ellers kunne blive enige om, hvad der var gunstigt) med tiden ville få mange psykiske problemer til at ebbe ud. Hvorfor skulle psykologen så spilde sin tid med det vanskelige og tidrøvende arbejde, det er at hjælpe et enkelt menneske i ny og næ? Og hvorfor skulle den enkelte endevende sine egne tanker og følelser i en eller anden form for selvterapi, hvis ondets rod er placeret et helt andet sted?
Der er to grunde til, at jeg tager denne diskussion op som indledning til den foreliggende opgave. Den første grund er, at jeg mener, selvterapi må begynde med erkendelse og afgrænsning af eget ansvar. Dette skal jeg komme nærmere ind på lidt senere. Den anden grund er, at jeg gerne vil motivere opgavens emne over for de samfundsbevidste læsere, der måske vil hævde, at jeg skyder forbi målet, når emnet er "navlebeskuelse" frem for "samfundskritik". De to grunde hænger indbyrdes sammen, men må alligevel behandles på hvert sit plan.
Jeg anerkender, at mennesket i videste forstand er samfundsskabt. I denne forbindelse vil jeg se bort fra "den evige, evt. guddommelige arv" som sikkert er betydningsfuld, men vanskelig at lokalisere. Jeg hører desuden ikke til dem, der mener, at det er menneskets natur, der giver problemer. Jeg taler altså om de problemer, der hidrører fra opvækst og miljø, d.v.s. samfundet i videste betydning.
Men hvem er samfundet? Det er naturligvis os alle sammen (om end samfundet kan siges at have sin egen dynamik, som dog ikke er uafhængig af individerne). Vi stemmer politikerne ind, og de vedtager love, som andre administrerer, og vi finder os i dem eller bryder dem. Vi køber industriens produkter og lytter til reklamebrølet. Vi lader os ansætte og korrumpere for at nå til tops, vi finder os i dårlig behandling på arbejdspladsen for at blive accepteret, og for at der ikke skal mangle noget i facaden af statussymboler, hvorved vi lokker hinanden til at følge trop i ræset. Sidst, men ikke mindst opdrager vi vore børn til at blive lige så tåbelige som os selv.
Nogle sidder ganske vist nærmere ved roret end andre, men kan de i virkeligheden styre skuden? Jeg mener, de mest drager fordel af sejladsen eller placeringen i hierarkiet. Jeg synes, man kan fælde den dom, at et folk har det samfund, det fortjener. Vi er alle skyldige men desværre også på mange måder værgeløse under det samlede tryk fra samfundet.
Jeg tror ikke på, at et sådant samfund lader sig ændre radikalt ved nogle få indgreb i den formelle opbygning. Virkelige forandringer må gå ind i sjælen på den enkelte, og jeg tager de mange fejlslagne revolutioner til indtægt for dette standpunkt. Det betyder efter min mening ikke, at man ikke skal arbejde for et bedre samfund, for fremskridt må involvere ændringer både på det samfundsmæssige og det individuelle plan.
På det individuelle plan viser erfaringen, at enkelte menneskers livssituation og deres evne til selv at forme deres skæbne kan bedres bl.a. ved den modningsproces, vi kalder psykoterapi. (Om virkningen af psykoanalyse se f.eks. Schjelderup 1955, p.109-133). Der synes at være tale om betydelige resultater for den enkelte, men problemet er jo, at virkningen på helheden forbliver forholdsvis ringe på grund af det begrænsede antal individer, der kan tages i professionel psykoterapi. Det idéelle var efter min mening, hvis mange kunne hjælpe sig selv, bl.a. ved selvterapi, og således også blive i stand til at opbygge et bedre samfund.
o-o-0-o-o
Hermed er problemet ridset op, som jeg mener, det må se ud for den, der vil frelse verden, og jeg vil nu uddybe, hvorfor jeg mener, man for sin egen skyld bør erkende og afgrænse sit ansvar.
Hvis ens ønske primært er at gavne sig selv, kan man måske blæse på, hvad der gavner helheden. Men det betyder sjældent, at man ikke interesserer sig for samfundets mangler, når det gælder om at bortforklare sine egne fejl. Dette er ikke svært, bl.a. fordi årsagen til menneskets problemer er lige så umulig at lokalisere, som det er umuligt at løse det berømte problem om, hvad der kom først: hønen eller ægget. Den 'samfundsbevidste' tankegang kan således misbruges til en bekvem zigzag kurs i ens personlige liv, hvor man viger uden om de værste forhindringer i ansvaret for sig selv med henvisning til, at fejlen (mest) ligger i samfundet, hvor man (heldigvis) ikke kan gøre noget ved den (selv om man kan få det til at se ud, som man gør, hvad man kan). Til andre tider giver man måske sig selv skylden for "systemets" fejl, for derved bekvemt at undgå en konfrontation med omgivelserne (hertil får man god hjælp fra "systemets" forskellige organer).
Hvis man vil dyrke selvterapi, drejer det sig ikke om at placere skylden hverken hos sig selv eller i omgivelserne, men det drejer sig snarere om at erkende, at man selv har andel i sine egne og måske andres problemer. Skyld har noget afsluttet og indiskutabelt og derfor bekvemt over sig, hvorimod en ansvarsfølelse, afgrænset til egen andel, må føre til overvejelse og handling. Selvterapi er en proces, der sigter mod at erkende ens egen andel i problemerne uden på forhånd at have fældet nogen dom.
Dette synspunkt kunne måske forlede nogen til at tro, at jeg mente, man kunne løse sine problemer blot ved at vende blikket mod sig selv. Selvterapi er ikke en erstatning for engagement. Tværtimod, eftersom selvterapi ifølge sagens natur ikke kan bygge på det personlige forhold til en terapeut, må andre engagementer være en integreret del af den sjælelige udvikling. De egentlige selvterapeutiske øvelser kan måske siges kun at være den dråbe olie, der eventuelt bringer det fastlåste 'maskineri' i gang igen.
Ligesom der er flere opfattelser af, hvordan mennesket burde være, så vil der være flere opfattelser af, hvilke ændringer psykoterapi bør tilstræbe. Inden man begynder denne diskussion, bør man overveje spørgsmålet: Hvilke interesser skal tilgodeses med ændringen?
Det er klart, at ethvert samfund fungerer mest gnidningsløst med bestemte mennesketyper som påpeget af bl.a. Fromm (1964). I forrige afsnit hævdede jeg, at individets udvikling var en væsentlig forudsætning for et bedre samfund; men jeg tror ikke, mennesket kan og skal skræddersys til - eller for den sags skyld imod samfundet, det må være omvendt. Jeg er heller ikke principiel tilhænger af, at "vi er til for hinanden", hvorfor det terapeutiske mål må opstilles ud fra individets egne interesser (for en diskussion af denne etiske problematik, se Fromm 1965, p.99f).
Men hvad er individets interesser? I hvilken retning skal man lave sig selv om for sin egen skyld? Umiddelbart vil mange jo nok have en forestilling om, hvad de kunne ønske sig anderledes. Begrundelserne for disse ønsker er utallige, men kan vel hyppigt sammenfattes i en oplevelse af utilstrækkelighed, følelsesmæssigt og/eller handlemæssigt. Man generes af en følelse og ønsker til gengæld, at en anden ville vise sig noget oftere. Man gør noget, man ville ønske, man kunne lade være med, men kan til gengæld ikke få sig selv til at gøre noget andet, som man synes, man burde gøre.
Psykologien giver ikke noget endeligt eller entydigt svar på, hvilke ændringer der er de rigtige. Det er faktisk således, at hver I skole eller retning har sin himmel og en vej dertil. Ofte er uenigheden vel mest tilsyneladende, og baserer sig på forskelligheder i sprogbrug og begrebsapparatur, ligesom der kan være forskel på, hvor man lægger hovedvægten, selv om man i hovedtrækkene er enige.
Der synes dog at være en skillelinie mellem de skoler, der opfatter menneskets problemer som isolerede fænomener, der kan angribes hver for sig (f.eks. behaviorismen), og mellem de skoler der hævder, at menneskets problemer indgår i en helhed hos den enkelte og derfor må behandles sammenhængende (f.eks. eksistentialismen og psykoanalysen eller marxismen). Efter den sidste opfattelse tjener det ikke noget væsentligt terapeutisk formål blot at forsøge at fjerne enkelte symptomer som f.eks. angst i en bestemt situation; ja, man er endog villig til at acceptere forbigående forværring i helhedens interesse. Den foreliggende opgave bygger på den sidste opfattelse i kraft af den vægt, der lægges på psykoanalysen.
Fra en teoretisk synsvinkel er en bredere målformulering derfor ønskværdig. Det kunne synes nærliggende at identificere målet som "psykisk vækst", idet den nødvendige afklaring af dette begreb dog ikke skal forsøges i denne opgave, ud over hvad der vil blive fremført ved gennemgangen af de enkelte forfattere.
Et andet problem er imidlertid den potentielle selvterapiudøvers egne mål for selvudvikling. Disse har antagelig konsekvenser, ikke alene for valget af metode, men også for selve forløbet af selvterapien, og det er spørgsmål, jeg vil søge at uddybe senere i opgaven.
I almindelighed kan det betvivles, at man selv har den fornødne forståelse af sine vanskeligheder i deres helhed; d.v.s. man erkender ikke den røde tråd, der binder det hele sammen. Gestaltterapeuten Perls påpeger, at den del af personligheden, der evt. påtager sig rollen som "human engineer" for resten af personligheden, ikke har den fornødne forståelse af hele personlighedens interesser (Perls 1973, p.35).
Også psykoanalytikeren Karen Horney anfører, hvorledes det terapeutiske mål for analysanden som regel går i retning af at styrke den del af neurosen, der forekommer ham selv værdifuld (Horney 1971, p.344-347). Karen Horney mener således, at neurotikeren baserer sine terapeutiske mål på en begrænset og neurotisk motiveret forståelse af sin egen helhed i og med, han ikke vil og kan erkende sin neurotiske struktur. Karen Horney udelukker naturligvis ikke, at der kan være noget berettiget i neurotikerens utilfredshed med sig selv.
Killingmo vil helt afvise muligheden af selvanalyse på grund af indbyggede 'fejl' i oplevelsen af ens egen situation (Killingmo 1976, p.89).
En bredere "vækstmotivation" i Maslows forstand (se kap. 3) forekommer derfor hensigtsmæssig, og det ideelle var måske, om man kunne betragte de mere konkrete livsmål som principielt foreløbige, hvis ikke fastlåste holdninger skal umuliggøre selvterapi.
En anden konsekvens af det problematiske i forståelsen af egen situation er efter min mening, at selvterapi i sit terapeutiske princip må være forståelsesudvidende frem for direkte målrettet. Dette er for mig en grundbetingelse for selvterapi, idet denne må udformes, så den mindst muligt begrænses af udøverens forudfattede meninger.
Den selvterapeutiske metode, der vil blive lagt mest vægt på i den foreliggende opgave, vil derfor ikke sigte mod og ofte heller ikke egne sig til at fremkalde bestemte ændringer i personligheden. Nogle af de ønsker om forandring, man møder med fra starten, vil måske blive opfyldt, (om end sikkert i en anden rækkefølge end man havde forestillet sig). Andre vil man få et ændret syn på, men hvis man bliver mere tilfreds med sig selv, er det vel egentlig det bedste bevis på, at man er på vej mod det rigtige mål?
Spørgsmålet, om man selv kan lave om på sig selv, er for så vidt emnet for hele opgaven; der er dog et overordnet aspekt, jeg kort vil behandle i dette kapitel. Det kan nemlig drages i tvivl, om det overhovedet har mening at sige, at man laver om på sig selv.
Hvis en person påstår, at han har lavet om på sig selv af egen kraft, vil det altid være muligt at hævde, at det er noget, han bilder sig ind. Alle hans anstrengelser har naturligvis en årsag, kan man hævde. Hvis han benytter det system, der præsenteres her i opgaven, indgår det således i årsagerne, at han har læst opgaven.
Franz From hævder, at sådan må psykologien se på det, idet det ellers ikke ville være muligt at opstille nogen lovmæssigheder (From 1965, p.77), og uden lovmæssigheder ingen videnskab. From hævder med andre ord, at en videnskabelig psykologi må udelukke forestillingen om "den frie vilje".
Samtidig er der stor enighed blandt psykoanalytisk og eksistentialistisk orienterede psykoterapeuter om det ønskværdige i, at en klient "overtager ansvaret for sig selv"; man kan således sige, det er ønskværdigt, at man oplever sin frie vilje for sin personlige udviklings skyld. Men hvis den frie vilje er en illusion, så skulle psykoterapi altså bygge på illusioner - endda som noget meget væsentligt, som påpeget af Rollo May (May 1972, p.197f).
Det forekommer mig, at denne konklusion er trukket unødvendigt skarpt op; spørgsmålet er, om ikke begreberne "fri" og "determineret" kan betragtes som komplementære anskuelsesmåder, analogt med Bohrs komplementaritetsteori, der om lyset siger, at det må anskues dels som elektromagnetiske bølger og dels som partikler, afhængigt af iagttagelsessituationen. (For en kortfattet redegørelse, se Sløk 1963, p.341-344).
Når trafiklyset skifter til grønt, starter vi. Man kan nu efter behag påstå, at lyset determinerede vor handling, eller at vi af egen "fri" vilje startede, fordi vi ønskede at komme videre. Det afhænger af, hvorledes man strukturerer sin iagttagelsessituation, d.v.s. hvilken referenceramme, man anvender.
Fra et terapeutisk synspunkt er det som før nævnt ikke godt at opleve sig som kastebold eller fjernstyret robot. Som det vil blive diskuteret senere, er det måske heller ikke altid ønskværdigt at opleve sig som vilkårligt villende, idet dette måske kan være udtryk for, at man har mistet kontakten med sig selv. Disse overvejelser vil føre frem til, at det filosofiske problem om "den frie vilje" i terapeutisk sammenhæng må dreje sig om selve anvendelsen i den konkrete livsførelse af begreberne "fri" og "determineret", snarere end deres abstrakte sandhedsværdi.
Det blev hævdet i forrige kapitel, at man almindeligvis ikke kan opstille et fordelagtigt, udspecificeret mål for sin udvikling. Et andet spørgsmål er, om man almindeligvis er i stand til at gøre noget, der kan realisere målene, som de nu er.
Drejer det sig om at tilegne sig en viden, nye intellektuelle eller fysiske færdigheder, kan de fleste i et vist omfang lave sig selv om efter forgodtbefindende - med den fornødne flid, naturligvis. Spørgsmålet er, om denne mulighed er til stede i alle livets forhold, også f.eks. hvor det følelsesmæssige er en påtrængende realitet. Mange mennesker møder tilsyneladende alle livets krav i den samme ånd, som gælder for indlæring og dygtiggørelse, nemlig ud fra devisen: "øvelse gør mester". Nogle synes endda at mene, at man også på det følelsesmæssige område "kan, hvad man vil".
Metoderne spænder fra nytårsforsætter over simpel anstrengelse til mere sofistikerede selvforbedringssystemer, som denne opgave også vil yde sit bidrag til. Andre midler indebærer nærmest en tro på den magiske virkning af bestemte foreteelser, indre eller ydre, der kan spænde fra forsøg på "at være sig selv" til troen på den gavnlige virkning af at besidde (eller iklæde sig) bestemte ting, være sammen med bestemte mennesker eller befinde sig i bestemte situationer.
Religionsdyrkelse som middel til selvforbedring (bøn) bør også nævnes i forbifarten, selv om en vurdering heraf falder uden for opgavens (og mine) rammer.
På det fysiologiske plan findes nervetabletter og rusgifte, og modsat tilhængerne heraf træffes dem, der synes at mene, at psykiske problemer stort set er indbildte og hurtigt glemmes, hvis man koncentrerer sig om "virkeligheden" og får noget fornuftigt at tage sig til. I slægt hermed er vel en tro på, at alle problemer løses ved hjælp af en eller anden abstrakt "sandhed", der forklarer alt, hvad enten denne søges ved filosofiske studier eller mere privat spekulation.
Herved er opremsningen efterhånden ført uden for opgavens rammer, idet sigtet ikke mere er at lave sig selv om. Hensigten har ikke været en generel afvisning; men jeg tror dog, at mange efterhånden gør eller burde gøre den erfaring, at de store ændringer i ens måde at opleve og handle på oftest sker på tværs af alle beregninger samtidig med, at det er småt med fremskridtene i den planlagte retning.
Dette er næppe nogen rar erkendelse, og den fører vel let til en vis kynisme, hvis eneste alternativ kan forekomme at være blåøjet optimisme. Trods det synes megen børneopdragelse at gå ud på at indgyde barnet en tro på, at hvis det "tager sig sammen", kan det blive som forældrene ønsker. Man kan måske deraf slutte, at dette at "tage sig sammen" er den mest anerkendte metode til selvforbedring.
Spørgsmålet om man kan lave om på sin egen personlighed, og hvilken metode der er den rigtige, har ikke nogen fremtrædende plads i psykologien. Det vil nok i de fleste tilfælde være nødvendigt at læse mellem linierne, hvis man vil udlede et svar. Jeg har valgt at undlade en bred gennemgang af disse udledte svar, idet diskussionen heraf ville involvere mange teoretiske overvejelser og blive urimeligt omfattende.
I stedet vil jeg koncentrere mig om nogle få markante forfattere, der har beskæftiget sig direkte med spørgsmålet, og hvis menneskesyn står i et rimeligt forhold til hinanden. Det drejer sig primært om J. Krishnamurti, F.S. Perls og Karen Horney. Forenklet kan man måske sige, de har den fælles opfattelse, at mennesket bør udvikle og bygge på sine 'naturlige' ressourcer frem for at tilpasse sig bestemte idealer for, hvordan det bør tænke, føle og handle, uanset hvilke interesser disse idealer skal tilgodese.
Det har været naturligt at drage sammenligninger mellem selvanalyse og klassisk psykoanalytisk metode, og det er især sket på grundlag af Killingmo (1976). Hos Keen (1970) har jeg fundet nogle værdifulde almenpsykologiske begreber.
Jeg har valgt at tage udgangspunkt i den indiskfødte filosof, J. Krishnamurti, fordi han direkte behandler menneskets forhold til sig selv. Det er simpelt hen det centrale i hans lære. Hvad er forholdet mellem 'jeg' og 'mig'? Hvem er det, der laver om på hvem? Hvordan kan man overhovedet stille sådanne spørgsmål?
Jeg mener, sådanne overvejelser må danne grundlag for forståelsen af, hvad det er for en opgave, man har påtaget sig, og hvilke vanskeligheder man i overensstemmelse hermed kan forvente at løbe ind i, uanset hvilken metode man i øvrigt benytter.
En anden grund til at inddrage Krishnamurti er den interesse verden over, der har været og er for hans bøger og offentlige og private samtaler. Gennem mange år har samtalerne fundet sted ved regelmæssigt afholdte stævner, for tiden især i Schweiz, England og Indien, hvor man ejer de nødvendige faciliteter. Den i denne opgave mest anvendte bog af Krishnamurti (1956) med forord af Aldous Huxley er nu kommet i 13. oplag, og er kun en blandt mange titler, der også inkluderer referater af de før omtalte samtaler. De fleste af hans bøger er oversat til dansk (dog ikke altid med lige godt resultat), og der findes herhjemme en komite, der formidler alle oplysninger om bevægelsens aktiviteter og publikationer. (Krishnamurti Komitéen, Skodsborgvej 339, 2850 Nærum).
o-o-0-o-o
Man kunne nu forudse inden for bevægelsen, at det tidspunkt, hvor Mestrene igen ville manifestere sig på Jorden, var nært forestående, og det traf sig således, at man 'opdagede', at den skikkelse, Mestrene havde udvalgt, netop var den unge Krishnamurti. Denne blev hentet op af rendestenen, og de åndelige forberedelser tog deres begyndelse og fortsatte gennem en halv snes år, hvorunder han opholdt sig bl.a. i England og Frankrig. Han blev dog mere og mere led ved den "messias'ske" rolle, der var tiltænkt ham, og udviklede efterhånden ganske almindelige interesser for motorcykler, pokerspil, westerns og piger (ibid.).
I 1922 blev han imidlertid uden påfaldende foranledning gennemrystet af en sjælelig storm, som mundede ud i en åndelig oplevelse af stor styrke (ibid. p.152f). Denne "proces" skulle fortsætte med mellemrum i nogle år med det resultat, at han til sidst kan erklære sig fri for enhver sjælelig lidelse:
som han skriver i et brev. På dette stadium er enhver forbindelse med teosofiens dogmatiske og ceremonielle forestillinger umulig, og der sker efterhånden et brud med bevægelsen, hvorefter han udvikler den lære, han beskriver i sine mange bøger.
o-o-0-o-o
Det er egentlig ikke muligt at give en essentialistisk beskrivelse af det fuldbyrdede menneske i Krishnamurtis forstand; det ser og handler, og væsentlige dele af den virkelighed, det lever i, kan ikke beskrives med ord. Eller som Suzuki refererer zen-buddhisten Baso Matzu (død 788):
Det er langt lettere at sige, hvad det fuldbyrdede menneske ikke er og gør, og hovedparten af Krishnamurtis forfatterskab drejer sig da også om menneskets fejlgreb.
Et af menneskets mest grundlæggende fejlgreb er ønsket om og bestræbelsen på at være noget andet, end det er:
Der er altså en dyb følelse af utilstrækkelighed, fattigdom og tomhed. Det er vigtigt at understrege, at man ikke er tom. Dette ville iflg. Krishnamurti være en meget frugtbar og intens oplevelse af en helt anden natur (ibid. p.141). Om årsagen til tomheden og armoden kan der ikke siges noget enkelt; den er på en eller anden måde afhængig af alle de øvrige sjælelige forviklinger, og dermed altså ikke "eksistentielt givet".
På side 11 nævnte jeg det muligt fordelagtige i "at været sig selv". Krishnamurti siger ikke, at mennesket ikke er sig selv. Han siger, vi bestræber os på at være noget andet, end vi mener, vi er. Men hvorfor skulle vi ikke ønske at forbedre os? Er selvrealisation (fulfil oneself) ikke et af de mest anerkendte idealer i vor tid? Er det ikke det, vi skal opnå gennem selvterapi? Både ja og nej. Ja, fordi det er klart, at mange af os ikke fungerer godt og med rette kan forestille os noget bedre. Nej, fordi ønsket og forestillingen om at forbedre sig, det være sig i nok så 'rigtig' retning, i sig selv er en flugt fra det værende. Forståelsen af det nuværende, det som er, her og nu bliver atter og atter påpeget som den eneste løsning på vore problemer:
Forståelse betyder noget i retning af: at se sandheden, hvilket jeg skal komme tilbage til om lidt.
Jeg har tidligere (side 9) været inde på betænkeligheder ved at fokusere på bestemte, muligvis ufordelagtige mål for selvudvikling. Siden (side 12) føjede jeg til, at det ikke ubetinget gjaldt om at nå bestemte mål, det var de "naturlige" ressourcer, der skulle udfoldes, som de nu var. Krishnamurti står imidlertid for et mere radikalt synspunkt, nemlig at det i sig selv er skadeligt at have et mål for sin egen udvikling, fordi dettes tilstedeværelse er udtryk for virkelighedsflugt.
Spørgsmålet er nu, hvad det er for en konkret virkelighed, en sandhed, der således forløser mennesket, idet det er nærliggende at invende, at Krishnamurtis bøger er fulde af gode ideer om, hvorledes mennesket bør tænke og opleve - ideer, der synes at kunne tjene som mål for den menneskelige udvikling. Med andre ord: er det sandheden og virkeligheden, man finder i Krishnamurtis bøger? Eller er det også virkelighedsflugt?
Det er rigtigt, at Krishnamurti opererer med nogle mål på idéplanet; men jeg tolker ham således, at erkendelsen foregår på to planer: ideplanet og virkelighedsplanet. Svarende hertil er der to slags sandheder: den idémæssige sandhed og den umiddelbare Sandhed, som jeg vil skrive med stort "S".
Han skriver nemlig:
og her tænker han vel på den umiddelbare Sandhed. Men samtidig indrømmer han mulighed for i nogen grad at udtrykke sandheden i ord (altså som ideer), hvis den betingelse er opfyldt, at man oplever den tilsvarende umiddelbare Sandhed (ibid. p.258f). Dette medfører, at sandheden ikke kan gentages løsrevet; ja, han udtrykker det på den måde, at sandheden bliver til løgn, hvis den gentages.
Da således oplevelsen er bestemmende for en ides sandhedsværdi, følger at en ide godt kan være sand for en person og falsk for en anden, eller sand i dag og falsk i morgen. Denne konklusion er naturligvis stødende for vore vante videnskabelige begreber, især måske positivismen, der søger at udelukke det enkelte menneskes oplevelse fra erkendelsen. Formålet med selvterapi er imidlertid det stik modsatte, hvorfor det må være berettiget at arbejde med en anden erkendelsesmodel. Bemærk, at Perls udtrykker sig på lignende måde (1973, p.383).
For at vende tilbage til målets sandhedsværdi, så kan det konkluderes, at den der (som Krishnamurti) direkte erfarer, kan tale om visse tilstande som et mål for den menneskelige udvikling, mens dette mål er løgn og virkelighedsflugt for den, der ikke gør denne erfaring. Målet for egen udvikling vil jo altid have noget uaktuelt over sig, og er derfor i Krishnamurtis forstand flugt fra det nuværende, det som er.
Målet er således et eksempel på, hvorledes vi fastholder - eller med Krishnamurtis ord gentager en ide for at skabe et tilflugtssted fra Sandheden, idet vi ophøjer ideen til 'sandhed':
Det er altså ideens karakter af dogme og dens anvendelse som tilflugtssted, snarere end ideen i sig selv eller den praktiske anvendelse af den, Krishnamurti opponerer imod. Hvis man f.eks. skal bygge et hus, må man have en plan, et mål (ibid. p.55); men man kan ikke sammenligne selvudvikling med det at bygge et hus. Forklaringen ligger i, at et hus er et objekt, mens selvudvikling har noget at gøre med subjektet, hvilket jeg senere skal komme tilbage til.
o-o-0-o-o
For at illustrere betydningen af Krishnamurtis opfattelse af forholdet mellem ide og virkelighed vil jeg forsøge at vise, hvorledes diskussionen om "den frie vilje" kan anskues i denne belysning.
Begreber som "den frie vilje" og "determinisme" ligger ifølge sagens natur på idéplanet, og spørgsmålet må nu være, hvorledes begreberne forholder sig til oplevelsen hos den, der anvender begreberne, idet jeg ser bort fra den rent akademiske diskussion. Rollo May fremhæver, hvorledes den psykoanalytiske tro på determinismen har undermineret det moderne menneskes evne til at handle (1972, p.183). Han insisterer derfor på forestillingen om "den frie vilje", idet vi ikke kan acceptere, at denne blot betragtes som en ønskværdig illusion i terapeutisk øjemed, hvad den ville være, hvis vi fastholdt determinismen som vor grundopfattelse (ibid. p.198).
Rollo May siger altså, at en bestemt forestilling (determinisme) forstyrrer vor handleevne; man kunne også sige, vi flygter fra vort ansvar ved hjælp af en forestilling. På den anden side fremfører han, at også troen på "viljen" kan have sine skyggesider i form af fremmedgørelse af selvet (ibid. p.205); også her er der således tale om, at vi flygter fra noget ved hjælp af en forestilling.
For Krishnamurti vil spørgsmålet ikke så meget være, hvilken opfattelse, der i en eller anden forstand er rigtig, men snarere om vi bruger ideerne til flugt, og det er jo præcis det sidste, der udgør det egentlige problem i hele diskussionen, hvad enten man misbruger ideen om "den frie vilje" eller ideen om "determinismen". I Krishnamurtis tankegang vil det være de ikke-idémæssige realiteter, der tæller i en terapeutisk situation.
Dette er Rollo May imidlertid ikke parat til at acceptere:
Ikke desto mindre er det det understregede, Krishnamurti hævder. Illusionen består i vor anvendelse af begreberne, ikke i oplevelsens modsætning til deres abstrakte sandhedsværdi.
Ideer er ikke Sandheden (se dog fodnote side 17), og hvad er begreber som "den frie vilje" og "determinisme" andet end ord? Vi bør ikke (heller ikke som Psykologer) bygge kirker af ordene, og vi kan vel næppe forvente, at de skal kunne afbilde virkeligheden uden selvmodsigelse. Kan vi anvende dem til noget praktisk, er det udmærket, men de må ikke stilles op som hindringer for det virkelige liv.
I den kliniske praksis taler man om "intellektualisering", når en klient udtrykker ideer om sig selv og verden i stedet for at tale om sine direkte oplevelser. I psykoanalysen betragter man dette som modstand mod den virkelige indsigt. Heller ikke inden for psykoanalysen kan sandheden gentages og slet ikke overtages fra psykoanalytikerens 'viden'. Derfor må man i det analytiske arbejde bestandig generobre den samme indsigt (Fromm-Reichmann 1974, p.141 og Killingmo 1976, p.168).
o-o-0-o-o
Jeg har trukket nogle temaer ud af Krishamurtis lære, som angiver, at mennesket befinder sig i en virkelig, konkret elendighed og tomhed, og Krishnamurti mener, vi flygter fra denne virkelighed over i idealernes, ideernes verden. Vi tænker mere på, hvordan vi kunne og burde have det, end på hvordan vi rent faktisk har det her og nu.
I relation til selvterapi er spørgsmålet nu, hvad dette medfører med hensyn til vor holdning til os selv i almindelighed og vore forsøg på at lave om på os selv i særdeleshed.
Når man siger: "forholdet til sig selv", implicerer man, at der er to parter i et gensidigt forhold: "mig'et", og en forholden sig til dette "mig".
Det viser sig, at denne dualisme er af central betydning, ikke blot for Krishnamurti, men også f.eks. i zen-buddhismen (Watts 1971, p.140). Idéen om os selv, "mig'et", er nemlig en af vore undertiden kæreste, men oftest uundværlige faste forestillinger. Krishnamurti benævner de to størrelser "tænkeren" og "tanken", hvor "tænkeren" svarer til "mig'et" og "tanken" øjensynlig dækker det symbolske aspekt af vore oplevelser i bred betydning.
De færreste indser, at tænkeren med sine egenskaber er en del af de samlede tanker, idet tænkeren er en fastholdt del af tankerne:
Når vi bevæger os i forestillingernes verden, kan vi dele denne op i "mig" og "mine tanker" (visse, men ikke alle former for meditation synes at udnytte denne mulighed). Derved sættes vi i stand til at afvise vore psykiske realiteter, idet vi forestiller os et forbedret "mig", der ikke har disse egenskaber. Samtidig (eller herved?) forsøger vi at kontrollere de almindelige tanker i overensstemmelse med idealet. Dette kunstgreb ændrer imidlertid ikke realiteterne (vor begærlighed etc.), som blot er blevet mere fremmede for os selv. Hver gang vi opfinder et nyt symbol, som vi vil holde fast i, har vi skabt os et nyt problem, der kræver viljesudfoldelse.
Bestræbelsen på at komme bort fra realiteterne, det som er, og bestræbelsen på at erstatte en forestilling med en anden er netop essensen af viljen:
Resultatet er, at vi kontrollerer os selv i en destruktiv proces (ibid. p.110). Løsningen består altså i, at de to parter, "mig'et" og den oprindelige realitet (tanken, grådigheden etc.) smeltes sammen, så man blot oplever f.eks. grådighed og de tanker, der knytter sig hertil. Der er altså ikke tale om, at man skal definere sig selv om; men snarere at være et med det, der før var uønskede og (som det oplevedes) uvedkommende tanker og følelser:
Keen's begreb, "Self-as-Subject" (1970, p.16) synes at dække den oplevelse, Krishnamurti her efterlyser, mens "Self-Objectification" (p.19) synes beslægtet med "tænkeren" hos Krishnamurti.
Også for Karen Horney spiller mig'et en afgørende rolle. Hun taler bl.a. om "det idealiserede billede" (1971, p.378) og gør det i denne bog til grundpillen i neurosen (p.379), idet hun omformulerer sit neurosebegreb i overensstemmelse hermed.
Det er værd at lægge mærke til, at Krishnamurti ovenfor går langt videre, end det tilstræbes ved psykoanalytisk bevidstgøring, idet denne praktiseres under forudsætning af en stabil evne til "selvobservation" (Killingmo 1976, p.181f). Denne evne har det dobbelte formål at muliggøre selvkritik og sikre "den terapeutiske alliance" mellem et observerende ego og psykoanalytikeren. For Krishnamurti derimod, drejer det sig hverken om selvkritik eller om at arbejde frem mod et bestemt terapeutisk mål; det drejer sig om "mig'ets" opløsning.
Denne 'væren sine konflikter' er for Krishnamurti dog kun en mellemstation. Hinsides ligger iflg. Krishnamurti noget andet, som ikke dækkes af Keen's beskrivelse af selvet-som-subjekt. Som et enkelt eksempel kan nævnes tidsoplevelsen, der af Keen anføres som noget, der ikke 'går tabt' i "selvet-som-subjekt" (Keen 1970, p.18). Heroverfor står Krishnamurtis (1956, p.1.32) og zen-buddhismens (Watts 1971, p.142f) samstemmende opfattelse, at det er muligt at 'leve i nuet', samt i hvert fald i zen-buddhismen, at oplevelsen af kontinuitet er en illusion. Krishnamurti understreger dog, at man gør klogt i at regne med "den kronologiske tid", hvis man ikke vil komme for sent til toget. Det er "den psykologiske tid", baseret på forestillinger fra hukommelsen, der er en illusion.
o-o-0-o-o
I denne fremstilling af temaer i Krishnamurtis lære er der lagt vægt på tre forhold: 1) Menneskets behov for at flygte fra virkeligheden, herunder sine følelser. 2) Anvendelsen af symbolfunktionen (ideerne) til dette formål, herunder dannelsen af en eller flere forestillinger om sig selv. J) Fremkomsten af viljen i forsøget på at påvirke forestillingerne og flygte fra virkeligheden.
Ved denne fremstillingsmåde, dikteret af ønsket om at kunne foretage en intellektuel analyse, har jeg, ud over tabet af poetiske værdier, gjort vold på Krishnamurtis forfatterskab på to måder:
Krishnamurti diskuterer sine synspunkter ud fra talrige dagligdags indfaldsvinkler som f.eks. "samfund, selverkendelse, handling, ide, tro, anstrengelse, frygt, opmærksomhed, ønsker" etc., hvor jeg har valgt en mere abstrakt struktur. Krishnamurtis struktur egner sig sikkert bedre til at appellere direkte til det enkelte menneskes konkrete problemer.
Jeg har udmøntet hans lære i noget, der kan udlægges som årsagsrelaterede enkeltfænomener, hvor det havde været mere korrekt at fremstille det hele som en kompliceret helhed. Det er da også karakteristisk, at hele læren kan udledes af næsten hver eneste side i Krishnamurtis bøger. I denne forbindelse er det værd at bemærke, at Krishnamurti mener, at løsningen ikke består i analyse af sindets mange enkeltfacetter, men derimod i forståelsen af sindets samlede virksomhed (Krishnamurti 1956, p.2J9f og p.142).
o-o-0-o-o
Nytårsforsætter og den eventuelle anstrengelse for at gennemføre dem involverer klart en målsætning, der står i modsætning til den øjeblikkelige virkelighed. Flugtfunktionen ses klart, hvor forsættet formuleres i en situation, hvor man er i færd med netop det, man i fremtiden vil lade være med. "I morgen begynder min slankekur", siger man, idet man guffer i sig.
Mindre klart ses flugtfunktionen hos den, der faktisk anstrenger sig for at overholde sine forsætter. Hvis dette mislykkes, har man dog med sin anstrengelse bildt sig ind, at man er bedre, end man er, fordi man gerne ville - dog, omstændighederne var måske ugunstige.
I det tilfælde, hvor forsættet gennemføres, vil de færreste vel anerkende, at man derved flygter fra noget væsentligt. Dog kan man ikke sige, Krishnamurti har monopol på denne opfattelse. Jeg opfatter Perls som værende på linie med Krishnamurti, når han skriver:
I sin diskussion af viljen, der ellers hovedsagelig er et forsvar for dennes potentielt gunstige betydning, beskriver Rollo May som nævnt eksempler på viljesanvendelse. der fungerer som flugt fra infantile træk. Visse mennesker forsøger at 'ville sig bort' fra deres passive ønsker (d.v.s. ønsker om at være passivt modtagende) (May 1972, p.205). Begreber som "reaktionsdannelse" og "kontrafobisk manøvre" kommer ind i denne forbindelse (p.206 og 207). Princippet er således, at personen lfompenserer for en svaghed, samtidig med at det tilgrundliggende ønske lever videre i det skjulte og manifesterer sig på mere indirekte vis. Den 'viljesstærke' kan således ofte vække medlidenhed gennem sin 'tapperhed', for eksempel.
I modsætning til denne dækken over svagheder er det psykoanalysens opgave at "fjerne hindringer, som spærrer for at noget underliggende kan folde sig ud" (Killingmo 1976, p.143), mens hverken "ego" eller "superego" kan bære en terapi (p.143 og 145). Rollo May beskriver psykoanalysen som et "anti-viljesystem", opstået på baggrund af viktorianismens fallit (May 1972, p.207).
Nu, derimod, iflg. Rollo May, er vi i større fare for at ende i apati (p.181f) og med hensyn til den psykoanalytiske teknik, så kan man ligge på briksen i 8-9 år og stadig ikke vide nok til at handle, hvis man kun interesserer sig for det ubevidste og de forskellige sjælelige mekanismer (p.233).
Vi kan ikke undvære viljen, mener Rollo May, og han påstår desuden med Wheelis som kilde, at mange psykoanalytikere mod slutningen af et behandlingsforløb i hemmelighed opfordrer deres patienter til at 'tage sig lidt sammen' (p.197).
Rollo May definerer vilje som:
Jeg synes, det er en dårlig definition alene af den grund, at jeg ikke kan se, bevægelse i en bestemt retning nødvendigvis indebærer oplevelsen af viljesudfoldelse.
Ved gennemgangen af Krishnamurtis synspunkter er viljen især kritiseret på grund af den tilhørende objektivisering af selvet og den fremmedgørelse, der følger deraf. Rollo May er enig med Krishnamurti i, at vilje indebærer objektivisering af selvet ("self-consciousness", p.218), men mener samtidig, at man f.eks. ved hjælp af psykoanalyse bør søge ned mod en dybere, organisk dimension, som han betegner som "intentionalitet" (p.233).
I modsætning til de snævrere begreber "vilje" og "intention" indebærer "intentionalitet" i sig selv ikke objektivisering af selvet (p.238).
Rollo May's holdning til viljens problem er således i korthed, at selv-objektiviserende vilje er nødvendig, skønt vilje i sig selv lige så godt kan fungere som repression (viktoriansk vilje), som den kan være af konstruktiv værdi. Det rigtige mål for vor forståelse og for vore terapeutiske anstrengelser er den bagved liggende intentionalitet.
På det sidste punkt er han øjensynlig enig med Krishnamurti, ligesom han er enig i, at stærk vilje kan blokere forståelsen af dybere dimensioner (May 1972, p.234). Forskellen er i korthed, at mens Rollo May vil fastholde den viljesmæssige handlekraft, så hævder Krishnamurti, at enhver anstrengelse og beslutsomhed i sig selv forværrer éns situation, idet sand handlekraft alene nås gennem forståelse:
For mig er spørgsmålet, om ikke handling - selv om den måske iværksættes gennem en vis selvkontrol - alligevel kan være en vigtig kilde til genuin forståelse (især måske, hvis man også dyrker selvanalyse). Hvis det er tilfældet, kan man måske sige, modsætningsforholdet mellem forståelse og vilje i nogen grad bortfalder.
o-o-0-o-o
På side 11 nævnte jeg metoden "at være sig selv"; den må afvises efter Krishnamurtis tankegang, hvis den indebærer en forestilling om, "hvorledes jeg er, når jeg er mig selv", hvad den vel altid gør? Denne forestilling er nemlig også et idealbillede, omend af mere subtil og måske omskiftelig art. Der er naturligvis ikke noget i vejen med at være sig selv; det er forsøget på at være det, der er krukkeri.
Med hensyn til at besidde bestemte ting, f.eks. som statussymboler, er der jo også tale om at styrke "mig' et", her gennem ydre symboler.
Det samme kan siges om den selvfølelse, der kan opnås ved at "være-(objekt)-for-andre" med Keen's ord (1970, p.27), idet jeg hentyder til, hvad jeg på side 11 omtalte som "troen på den gavnlige virkning af at være sammen med bestemte mennesker". At være sammen med bestemte mennesker eller befinde sig i bestemte situationer kan vel også - alt efter omstændighederne - tænkes at undergrave "mig'ets" magt: men mon ikke man i virkeligheden helst undgår den slags situationer? Deter dog et problem, jeg vil beskæftige mig mere med i det følgende.
Videre nævnte jeg på side 11 troen på en række 'åndelige' løsninger. Det drejer sig i Krishnamurtis forstand om dyrkelsen af nogle forestillinger, f.eks. forestillingen om Gud, om sandheden, om virkeligheden m. m. Krishnamurti benægter ikke, at Gud eksisterer, det er som sædvanlig anvendelsen af begrebet, han anfægter (1956, p.205). Det kan bemærkes, at visse religioner forbyder dannelsen af symboler for Gud.
Til en mere eller mindre spekulativ søgen efter "sandheden" er der blot at sige, at selv de mest 'dyre' og etablerede sandheder er løgne, hvis vi anvender dem forkert i vort eget liv. Det er i denne forbindelse trangen til at beskæftige sig med 'sandheden', der bør erkendes og forstås.
o-o-0-o-o
Denne kritik rammer utvivlsomt mange teknikker, blandt disse også i nogen grad psykoanalysen, for så vidt denne tyder de frie associationer eller drømnle i en teoretisk referensramme. Dette er en af psykoanalysens svagheder; men heldigvis er psykoanalyse ikke kun ordmagi, der kaldes også på de følelsesmæssige realiteter, hinsides de betegnelser, vi hæfter på dem.
Det hedder endvidere:
Det drejer sig igen om flugt gennem personlig målsætning. I virkningsfuld selvterapi skulle man imidlertid blive 'indhentet' af det, man flygter fra ved at forestille sig, hvad man vil opnå. Man kan måske sige, at selvterapi virker, hvis den er i stand til at sprænge sine egne strukturelle og personlige forudsætninger.
Spørgsmålet er nu, hvad Krishnamurti vil anbefale, som ikke kan betegnes som "metode".
For nemheds skyld anvendte jeg på side 21 Keen's begreb, "selvet-som-subjekt" som betegnelse for den tilstand, Krishnamurti efterlyser. Det må være klart, at tilstanden ikke lader sig fremkalde vilkårligt. Hvis jeg en dag siger til mig selv, at i dag vil jeg ikke tænke på mig selv, men bare handle spontant uden at anstrenge mig, så medfører dette blot, at jeg nu det meste af tiden kontrollerer, om jeg tænker på mig selv. Det er let at se, at jeg ved denne overvågning tænker på mig selv som aldrig før, og de handlinger, jeg udfører, føles alt andet end spontane. Men stilles jeg derimod over for en krævende opgave, glemmer jeg lettere mig selv. Det kunne se ud, som om man med sine bestræbelser i retning af at være umiddelbar kun kan gøre ondt værre. Hvis man vil være sit subjektive selv, bliver man så meget mere sit objektive selv.
Hvorledes vil Krishanmurti da ophæve selvet-som-objekt og de tilknyttede fikse ideer? Indledningsvis vil han protestere mod ordet "hvorledes", fordi dette implicerer et middel. Som nævnt er "sandheden" den befriende faktor, og det gælder også befrielsen fra "selvet-som-objekt". Hvis man umiddelbart indser sandheden om selvets falske proces, så visner det bort, og den skabende proces tager sin begyndelse (Krishnamurti 1956, p.81). På side 16f blev det uddybet, hvad der i denne sammenhæng må forstås ved begrebet "sandhed".
Om sandheden og vejen til den hedder det i øvrigt:
På det praktiske plan munder Krishnamurtis lære altså ud i opfattelsen af opmærksomhed som den eneste vej til sand selvforståelse. Krishnamurti mener ikke, han derved har tilbudt en teknik:
Her ses, at Krishnamurtis hensigt kan sammenlignes med psykoanalysens formål (bevidstgøring af det ubevidste). Hvis der skal være sammenhæng i tingene, må det underforstås, at man godt kan iagttage sig selv uden at være objekt for sig selv, i kraft af at man ikke knytter bestemte forestillinger til sig selv.
Denne passive, formålsløse og ustrukturerede opmærksomhed, som er forskellig fra koncentration og introspektion (ibid. p.172), som ikke kan opøves, men bare skal være der - denne opmærksomhed er for mig at se et af de store problemer i Krishnamurtis lære. selv om jeg ved, at man lcan have sådanne oplevelser, så synes det som om, man allerede er nået meget langt, hvis man kan opleve på denne måde, selv i belastende situationer. Min egen personlige introspektion siger mig, at der i belastende situationer er tendens til enten at iagttage sig selv-som-objekt eller være hvirvlet ind i aktivitet, hvor der ikke er ret megen forståelse. Jeg føler ikke, studiet af Krishnamurtis værker har ændret dette forhold. Hvad en personlig samtale (se side 13) med Krishnamurti kan udrette, lader sig ikke afgøre.
Hvad værre er, så kan der måske være fare for, at man (imod Krishnamurtis ideer, ganske vist) tager argumenterne til sig på en overfladisk måde og bruger dem til at flygte fra den konkrete virkelighed. Hvad kan være mere fristende for den, der f.eks. søger at hæve sit liv op på det 'åndelige' plan, end at få at vide, at "anstrengelse er flugt" og alt, hvad der behøves, er "passiv opmærksomhed".
o-o-0-o-o
Måske man hellere skulle definere værdien af Krishnamurtis forfatterskab negativt og sige, han afslører en række blindgyder for os. Vi kan ikke lave os selv om blot ved at tænke i bestemte baner, ved at fastholde eller fremmane et bestemt billede af os selv, også selv om dette måske har været virkeligt. Virkelig forandring kræver mere end den blotte anstrengelse på at være anderledes.
Af stor teoretisk interesse er efter min mening det skarpe skel, han drager mellem symboler og det, de symboliserer, især fordi han insisterer på vores mulighed for direkte oplevelse af det sidste. Herved kommer hans lære til at udgøre en vigtig tilføjelse til den symbolske interaktionisme (se f.eks. Lindesmith & strauss 1956, p.76), der blot konstaterer symbolernes funktion som mellemled mellem organisme og omverden.
For Krishnamurti er denne funktion både tragisk og unødvendig:
I det foregående er det ikke blevet afklaret, hvad der i denne opgave præcist skal forstås som "selvudvikling". Visse tilnærmelser er dog gjort ved betoningen af en bredere vækst gennem forståelsesudvidelse, fremfor koncentrerede anstrengelser, rettet mod bestemte 'fejl' i personligheden og andre afgrænsede problemstillinger.
Som det fremgik, er en sådan selvudvikling næppe noget, man 'griber ud af luften', og næppe heller noget man fortrøstningsfuldt kan afvente, vil indfinde sig af sig selv. Jeg tror ikke, man kommer uden om at anvende en eller anden metode.
Jeg vil søge metoderne i den etablerede psykoterapeutiske tradition og vil i senere kapitler redegøre for, hvordan man bl.a. kan psykoanalysere sig selv. Først vil jeg dog søge at afgrænse, hvad der bør forstås ved selvterapi og overveje, hvorved denne adskiller sig fra professionel psykoterapi.
Med hensyn til definitionen af selvterapi kan det måske synes indlysende, hvad det drejer sig om: det må vel være en eller anden handling, hvormed man påvirker sin tilværelse eller sit sjæleliv i gunstig retning. selv om det efterhånden vil fremgå, hvad jeg opfatter som selvterapi, så kan en formel diskussion måske forebygge nogle mulige misforståelse.
At selvterapi må indbefatte en handling, et middel, blev fastslået som udgangspunkt ovenfor. Herudover må det jo være noget, man selv udfører. Spørgsmålet er imidlertid, om ikke næsten al psykoterapi er selvterapi i den forstand, at klienten selv gør det egentlige arbejde, selv møder sine konflikter og sin verden og selv bryder nye veje. Terapeuten, der langtfra kan 'terapere' sin klient, er end ikke rådgiver (Fromm-Reichmann 1974, p.208), men hjælper blot klienten på hans færd.
Man kunne også ræsonnere på den måde, at ingen terapi i grunden er selvterapi, fordi ingen selvterapi vil forløbe i vacuum, men i interaktion, og i øvrigt fordi selvterapi vel oftest bygger på teorier og instrukser fra en 'terapeut'.
Det afgørende for, om der er tale om selvterapi, må være, at kontakten med 'terapeuten' har form af envejskommunikation. Jeg vil dog straks udvide denne afgrænsning lidt og tillade følgende at indgå i begrebet, nemlig tovejskommunikation med hensyn til praktiske og tekniske spørgsmål vedrørende de handlinger, der skal udføres. Når jeg afgrænser således, er det fordi, jeg ønsker, det skal dreje sig om en ressourcebesparende terapiform, der dog har en chance for at formidles og udføres.
Begrebet "selvterapi" til forskel fra professionel psykoterapi implicerer altså i princippet ikke så meget afgørende forskelle i den terapeutiske proces, men adskiller sig mest vedrørende arten og graden af et eventuelt samarbejde med en terapeut. Jeg håber, rimeligheden af dette synspunkt vil fremgå af det følgende.
Det er en konsekvens af afgrænsningen, at et egentligt terapeutisk forhold ikke indgår i selvterapiens bestanddele. Et nærliggende spørgsmål er, om dette er en mangel, og om denne eventuelle mangel kan kompenseres gennem andre relationer.
Dette kan siges at være en del af det bredere spørgsmål, om mennesket kan udvikle sig uden menneskelig kontakt. Der er jo mystikere, som (i moden alder, ganske vist) frivilligt isolerer sig med det formål at "finde sig selv" eller "sin gud". På den anden side har man gennem undersøgelser fundet beviser for skadevirkninger af mangel på adækvat kontakt i de første, leveår (WHO, 1962).
Selv om visse teoretikere, især måske de intrapsykisk orienterede, øjensynligt ignorerer det mellem-menneskelige aspekt af sjælelig udvikling, så tror jeg dog ikke, man kan udlægge disse teoretikeres synspunkter således, at den terapeutiske proces lige så godt kunne forløbe 'i vacuum'.
Jeg ser derfor ingen mulighed for at afklare det generelle spørgsmål; i stedet vil jeg koncentrere mig om muligheden for at undvære det specielle terapeutiske forhold ved en proces (d.v.s. selvterapi), der med hensyn til betingelser og konsekvenser kan sammenlignes med professionel psykoterapi.
Et terapeutisk forhold adskiller sig fra almindelige menneskelige relationer mere end ved sit formål, idet det hviler i rammerne af en mere eller mindre formel kontrakt, d.v.s. det er forpligtende for begge parter, men samtidig midlertidigt og afgrænset. Der er pr. definition en giver og en modtager, hvor giveren holder sine egne private forhold udenfor og i stedet forholder sig 'bevidst' til den anden, mens modtageren åbner sig mest muligt, idet konventionel "small talk" undgås. Ud fra disse betingelser spirer de fænomener, der vil blive berørt i det følgende.
o-o-0-o-o
Den terapeutiske betydning af forholdet mellem terapeut og patient har været anerkendt siden Freud indførte analyse af og ophævelse af "overføringen" som en vigtig, måske den vigtigste del af klassisk psykoanalyse. Ved "overføring" forstås det fænomen, at visse følelser, holdninger og forventninger til især forældrene hos det lille barn gentages eller "overføres" i det voksne liv til andre personer, heriblandt psykoanalytikeren (Killingmo 1976, p.122f). Den tilstand, analysanden i det sidste tilfælde kommer i, kaldes overføringsneurosen. Killingmo skriver herom:
Det terapeutiske forhold er her et praktisk redskab eller endog selve mediet, hvorigennem forandringen sker.
Dette kunne udlægges således, at freudiansk analytisk tankegang udelukker selvterapi; det gør den måske også, men så er det på grund af modstandbegrebet, hvorom senere. Med hensyn til overføringen, så finder den jo ikke blot sted over for analytikeren; heri består en mulighed for at arbejde med fænomenerne uden et terapeutisk forhold, som påpeget af Karen Horney (1968a, p.113). Der er dog næppe tvivl om, at det drejer sig om en svaghed i selvterapien.
Den freudianske analyse er et eksempel på, at intrapsykiske teorier ikke implicerer, at terapeuten kan undværes. Modsat kan man nok hævde, at en interpsykisk vækstmodel som f.eks. Bubers kræver en eller anden medvirken fra andres side, selv om det måske ikke behøver at dreje sig om en terapeut. Alt andet lige må man dog anse intrapsykiske teorier for de mest naturlige redskaber for udøvelsen af selvterapi.
Men tilbage til spørgsmålet om betydningen af det terapeutiske forhold. Hos den eksistentialistiske Bugental er terapeutens rolle i første omgang at hjælpe patienten til indsigt i sine indre konflikter:
Selv om dette synes at pege på en intrapsykisk problematik, så er det egentlige formål dog at konfrontere den ydre verden (ibid. p.42). Terapeuten har her en vigtig støttende funktion, som dog ikke strækker sig længere end, at:
Terapi er i sin essens et ensomt vovestykke, hvilket for mig implicerer en favorabel vurdering af muligheden for at undvære terapeuten. Han gør dog opmærksom på, at det bedste medium for denne konfrontation er det ideelle terapeutiske forhold (ibid. p.70).
Anderledes ufavorabelt tegner mulighederne for selvterapi sig tilsyneladende, hvis man slutter ud fra Martin Bubers interpsykiske synspunkter. For Buber er mødet en uomgængelig faktor i menneskelig udvikling, idet:
Spørgsmålet er naturligvis, hvad Buber forstår ved dette møde mellem "Jeg" og "Du". Det viser sig, at der tilsyneladende er tale om flere betydninger. En betydning drejer sig om, hvad man kunne kalde "det mystiske møde". Det må dog straks siges, at Buber advarer mod tomt 'mysteri' (ibid. p.56); men jeg bruger ordet i den bedste betydning, nemlig til at betegne en for almindelige mennesker usædvanlig oplevelse, der unddrager sig vanlig, rationel forklaring. Som sådan behøver der ingenlunde at være noget overnaturligt eller metafysisk i betydningen, snarere dette, at vante begreber ikke rigtig dækker.
Et begreb som "gensidighed" dækker f.eks. ikke helt, hvad der ligger i mødet med et andet menneske, for modparten behøver ikke selv at opleve mødet (ibid. p.6o). Hertil kommer, at mødet også finder sted med naturen, f.eks. et træ (ibid. p.57). Disse to omstændigheder synes ved en hastig betragtning at pege på noget privat, altså ensidigt ved mødet. Dette afviser Buber imidlertid. Relationen er imellem Jeg og Du, som titlen på et andet værk illustrerer (Between Man And Man 1974, se p.244); det vil sige, på et plan er der altid gensidighed i mødet, uanset hvad modparten oplever, og uanset om mødet blot finder sted med et træ:
Hvis det her refererede lyder selvmodsigende, beror det efter min mening på sprogets manglende evne til at skelne forskellige forståelsesplaner. Beskrivelser af en dyb, ubekræftet samhørighed træffes også hos andre mystikere; på side 14 henviste jeg til en beretning af denne art.
Jeg opfatter fænomenet som et generelt møde med omverdenen i alle dens afskygninger og dermed noget, der ikke kan tages til indtægt for en bestemt terapeutisk praksis, eventuelt imod selvterapi. Når alt kommer til alt, hvis det mest sublime møde kan ske med et træ, hvorfor skulle en terapeut så være en uomgængelig nødvendighed?
Hertil kommer, at dette "mystiske møde" tilsyneladende mere er resultatet af en proces end årsag og dermed noget, der kan udgøre et terapeutisk virkemiddel. Buber siger, at mødet ikke kan søges, det sker ved nåde (ibid. p.62). Det er interessant at se, at Krishnamurti har lignende bemærkninger til, hvad han kalder "kreativ tomhed", og som muliggør den mest direkte kontakt med virkeligheden (1956, p.142).
En anden betydning af det Buber'ske møde er den, der kommer til udtryk i en væsentlig senere publikation (Buber 1957):
Buber hævder altså, at mennesket som menneske har brug for bekræftelse af sin identitet, hvilket omvendt jo vil sige, at man ikke er menneske, hvis man ikke har brug for denne bekræftelse. Herudover er det nødvendigt for psykisk vækst at vide sig i en andens bevidsthed (ibid.).
Jeg synes, sammenligningen med dyret er interessant. Det er, hvad det er, siger Buber; men ved det det? Næppe. Man kunne da spørge: hvis dyret kan leve uden at vide, hvad det er, hvorfor kan så ikke også mennesket? Problemet er måske snarere, at mennesket ved eller tror at vide, hvad det er, men samtidig kræver denne 'viden' bekræftet (se Krishnamurti om at knytte symboler til ting for at beherske dem, side 29). Mennesket er efter min mening også, hvad det er; forvirringen hersker i dets forestillinger om sig selv.
Forestillinger om sig selv er "selvet-som-objekt", og som det vil være fremgået (side 20), er det ikke ubetinget vejen frem at få dette selv bekræftet. Med hensyn til at vide sig i andres bevidsthed, så tangerer det Keen's begreb, "væren-for-andre", noget der iflg. Keen i høj grad kan overdrives (Keen 1970, p.35-37).
Omend man ikke skal undervurdere den lidelse, der kan resultere af et udækket behov for bekræftelse, og skønt man næppe heller kan frakende bekræftelse - givet på rette måde - terapeutisk værdi, så ligger det i forlængelse af det foregående kapitel, at bekræftelse må anses for problematisk og i hvert fald ikke principielt nødvendigt for terapeutiske fremskridt.
For at vende tilbage til hovedproblemet, så må det konkluderes, at Buber anser menneskelig udvikling for uløseligt knyttet til et medmenneskeligt forhold, snarere end til en intrapsykisk proces:
Set i lyset heraf tjener det vel ikke noget væsentligt formål at arbejde med sig selv alene. Lidt "reparation" kan der dog opnås ved analyse af det indre "mikrokosmos", siger Buber (1971, p.179). Men "regeneration af et forkrøbIet personligt center" kan kun ske ved den dybe forståelse hos et andet menneske, der "omslutter" (embrace) en (ibid.). Jeg mener, dette forhold må ligestilles med et terapeutisk forhold, hvorefter jeg konkluderer, at Buber's synspunkter udelukker selvterapi med et dybere sigte.
Jeg har ikke kunnet tilslutte mig hans synspunkter vedrørende bekræftelse, mens jeg finder værdi i hans tidligere forfatterskab (1971). Her har jeg imidlertid i den oprindelige tekst (pp.9-168) ikke kunnet finde noget, der taler væsentligt til ugunst for selvterapi.
Hos F.S. Perls, A. Maslow og Karen Horney træffes anderledes favorable vurderinger af det diskuterede problem. Mest positiver vel Perls, for hvem terapeutens betydning for terapien er at sammenligne med katalysatorens rolle i den kemiske reaktion (Perls 1973, p.4o). Det vil altså sige: terapeuten indgår ikke i processen (hos klienten), men muliggør at denne finder sted, omend den også kunne tænkes at finde sted uden terapeut. I hvert fald er der mulighed for, at processen kan blive "autokatalytisk", når først den er sat i gang (ibid.).
Perls udtaler sig direkte om muligheden for selvterapi:
Hos Maslow findes en stillingtagen til nødvendigheden af et terapeutisk forhold, idet han skelner mellem to patientgrupper: 1) De mangelmotiverede, som styres og præges af udækkede sociale behov og 2) de vækstmotiverede, som er præget af langt større frihed og motiveres af ønsket om at udvikle sig (Maslow 1970, p.35f). Er patienten mangelmotiveret, må den almindelige terapi nødvendigvis være interpersonel eller medmenneskelig. For det vækstmotiverede menneskes vedkommende vil selvterapi i høj grad være relevant, da mange af selvaktualiseringens opgaver stort set er intrapersonelle (ibid. p.51).
Maslow efterlyser sådanne selvterapeutiske teknikker for det selvaktualiserende menneske (p.52); denne opgave kan måske være et bidrag hertil.
Karen Horney gør ikke meget ud af det terapeutiske forhold og specielt ikke "overføringen", som hWl ikke anerkender i den på side 32 beskrevne betydning (se senere). Med henblik på selvanalyse påpeger hun endog ulemper ved et terapeutisk forhold, idet der hos patienten ligefrem kan opstå modstand mod fremgang ud fra ønsket om at frustrere analytikeren. (Horney 1968a, p.14). Andre uhensigtsmæssige emotionelle reaktioner over for analytikeren i modstandens tjeneste er nævnt på side 20 (ibid.).
I denne forbindelse kunne man anføre det nærliggende argument, at det må være nemmere at udtrykke sine svagheder over for sig selv end over for et andet menneske. Det er også rigtigt, siger Karen Horney, men hun mener samtidig, at de største hindringer for selvudtryk er inden i en selv (ibid. p.185).
Hun fremhæver også værdien af den berettigede selvtillid, der følger af at klare problemerne på egen hånd (p.30)o på den anden side mangler der i selvanalyse støtte og vejledning, navnlig i krisetider (p.27). Karen Horney gør dog opmærksom på, at en rationel holdning til problemerne er mere værd end nok så mange klap på skulderen (p.110-111). Det er netop en af de kontante gevinster ved selvanalyse, at man vinder en tro på, at ens problemer kan behandles rationelt.
Med hensyn til det fænomen, andre forfattere kalder "overføring", så drejer det sig for Karen Horney ikke om nogen 'overførsel' fra nogen anden situation, men snarere om en tilbagevendende karakteristisk reaktionsmåde, som ganske vist ofte er udviklet i barndommen, men som stadig har sin egen nutidige dynamik. "Overføringen" må derfor forstås i sit nutidige regi og ikke som et ekko fra fortiden (Horney 1968b, pp.111-121). Det drejer sig efter min mening ikke om rent 'akademiske' nuancer, idet den klassiske opfattelse af overføringen som en hovedsagelig mekanisk gentagelse forflygtiger ansvaret og afskærer forståelsen af de nutidige forviklinger.
Tilbage står imidlertid - også for Karen Horney - at der i forholdet mellem analytiker og patient udvikler sig bestemte holdninger og oplevelser hos patienten, som analytikeren ikke ved sin anfærd har givet anledning til, og som derfor i høj grad er nyttige for klienten at drage lære af (Horney 1968a, p.109).
Denne mulighed findes naturligvis ikke umiddelbart i selvanalysen, men Karen Horney gør dog opmærksom på, at de samme reaktioner kan studeres i de vante omgivelser. Desværre er det sidste vanskeligere end at få øje på "overføringen" i professionel analyse, fordi der i de vante omgivelser er større mulighed for og ofte også en vis berettigelse i at give andre skylden, hvorved man let glemmer sin egen andel (ibid. p.113). Karen Horney giver i anden forbindelse (p.211) det råd at fokusere på egen andel i konflikter med omgivelserne, uanset hvor berettiget ens egen reaktion må forekomme. Det er jo et godt gammelt husråd, som vist sjældent følges?
o-o-0-o-o
Svarende til overføringen får et andet vigtigt element i den psykoanalytiske behandlingsmetode en anden placering i selvterapien, nemlig den frustration, patienten oplever, og som motiverer ham til at søge og acceptere forståelsen af en tolkning.
Hvis en sådan frustration ikke allerede findes, kan analytikeren bekvemt fremkalde den i kraft af "overføringsneurosen" (se side 32), idet han undlader at opfylde patientens emotionelle forventninger til sig.
Noget tilsvarende findes jo ikke umiddelbart i selvanalysen, og de fleste mennesker har udviklet en omfattende teknik til at undgå virkelig frustration i det daglige. Det er da også værd at bemærke, at den case-story, Karen Horney gennemgår (1968a p.144ff) som eksempel på en heldigt gennemført selvanalyse, indeholder væsentlige elementer af frustration. Den pågældende kvinde lever i et utilfredsstillende kærlighedsforhold, der ender med mandens utroskab og forholdets ophør.
Dette leder Karen Horney til at stille det spørgsmål, om samme terapeutiske resultat ville være opnået, hvis ikke kvinden havde været under et sådant vedvarende pres. Det kan man langt fra være sikker på, mener Karen Horney, men hun fortsætter:
Problemet med "livet som terapeut" er blot, at livets udfordringer oftest ikke rammer os til rette tid og i rette dosis (p.10). Hvis ikke livets udfordringer kommer af sig selv, må de kunne opsøges. Man må altså frivilligt bringe sig i situationer, der anfægter den psykiske stabilitet.
For at modstanden mod dette skalovervindes, må der være "konstruktive kræfter" til stede. Karen Horney introducerer dette begreb i kritik af Freud, der så mennesket som en passiv kastebold for bl.a. destruktive kræfter (p.201). Konstruktive kræfter er ønsket om at vokse og udvikle sig, hvilket ikke kan affærdiges som "narcissistiske længsler" (p.19). Karen Horney gør opmærksom på sådanne konstruktive kræfters særlige nødvendighed i selvanalyse (p.223). Det er nærliggende at sammenligne dette synspunkt med Maslows idå om, at man skal være selvaktualiserende for at kunne lave selvterapi (se side 37).
Konstruktive engagementer kræver også en høj grad af forståelse af, hvad der er konstruktivt. Det kunne se ud som om, megen modning i forståelsen af sin egen situation og megen modning i de lonstruktive kræfter lan være nødvendig, før de afgørende livsændringer vil finde sted i selvterapi. Dette gælder som sagt især, hvis livet er fattigt på 'naturlige' udfordringer.
En konsekvens af det foregående er, at man i selvterapi ikke bør følge en regel i klassisk psykoanalyse, om at vigtige ændringer i ens ydre livsmiljø ikke må finde sted, så længe analysen varer (se Killingmo 1976, p.93). Selvterapi kan næppe være nogen isoleret leg med tanker og følelser, men bør i vidt omfang afspejles i handling på alle felter - under skyldig hensyntagen til realiteterne, naturligvis. Eksperimenter med alle tilværelsens aspekter, der forekommer en selv rimelige og fornuftige, og hvis eventuelle konsekvenser er til at bære, kan formentlig tilrådes.
Konkluderende vedrørende det terapeutiske forholds værdi og eventuelle nødvendighed for psykoterapi synes der at være enighed om, at dette forhold rummer mange fordele for den terapeutiske proces, som kun vanskeligt kan erstattes i selvterapien. Flere af de nævnte forfattere mener dog, at erstatninger kan findes, eller at sådanne ikke er altafgørende. Et normalt liv byder på både provokationer og oplevelser af samhørighed; med Karen Horneys ord er selvanalysens funktion at få det bedste ud af de oplevelser, der ellers kunne være destruktive eller ligegyldige eller blot føre til stagnation.
o-o-0-o-o
I nærværende diskussion af betydningen af dette at arbejde sammen med en terapeut har fokus hidtil været forholdets emotionelle og medmenneskelige aspekter. En anden væsentlig bestanddel af samarbejdet udgøres af den omstændighed, at den ene part, terapeuten, besidder en faglig viden og en terapeutisk træning, der tilsammen sætter ham i stand til at danne sig et overblik over klientens problemer, som klienten ikke selv har mulighed for. Derved kan terapeuten med visse begrænsninger dels styre terapien i frugtbar retning (se Fromm-Reichmann 1974, p.145f) og dels 'skubbe' klienten over den sidste tærskel til indsigten (ibid. p.151). Særligt vigtigt er det, at han kan gribe ind og påpege, når "modstand" hindrer det videre arbejde (p. 110).
Denne velfunderede planmæssighed findes imidlertid ikke i selvterapien, som nævnt på side 8; måske man næppe kan gøre sig selv større tjeneste end at glemme, hvad man mere abstrakt mener at vide om sig selv. På side 20 påpegede Krishnamurti det uheldige i at betragte sig selv som et objekt med bestemte fejl eller symptomer, der skal ændres i en given retning. Konsekvensen må være, som Muriel Schiffman udtrykker det:
Omvendt kan der også argumenteres for værdien af psykologisk og terapeutisk viden hos den, der vil analysere sig selv. Karen Horney nævner forskellige forhold (1968a, p.77-78): 1) Viden om problemernes hårdnakkethed kan forebygge skuffelser og derigennem øge sandsynligheden for en vedvarende indsats. Måske også viden om selvudviklingens natur kan forebygge angst for det ukendte, når fremgangen indtræffer. 2) Psykologisk viden hjælper til at integrere løsrevne stumper og 3) til yderligere søgen, der tilsammen øger forståelsen af den pris, der betales for neurosen. 4) Forståelse af at det drejer sig om konflikter, hjælper til at undgå nytteløs tvivl og vaklen i spørgsmålet om, hvad der er det rigtige, hvis man konstaterer modstridende træk hos sig selv; begge dele i en konflikt er "rigtige".
Det ses, at det anbefalelsesværdige ikke så meget er abstrakt viden om én selv, men snarere almindelig psykologisk viden, der først bliver konkret i takt med den emotionelle forståelse ved det analytiske arbejde. Jævnfør side 17 kan man udtrykke det således, at psykologisk viden er god at have, men den bliver først "sand" i takt med den umiddelbare oplevelse. Fejlen er, hvis man støtter sig til en viden, der endnu eller slet ikke er "sand".
Med hensyn til det første problem, at styre terapien så de rigtige problemer kommer i fokus, så anfører Karen Horney, at heldig styring i enhver psykoanalyse ikke så meget afhænger af analytikerens snilde som af problemernes indbyrdes sammenhæng. Det ene problem bliver tilgængeligt, når det andet er løst. Hun hævder således, at selvanalyse med en vis automatik vil følge en fornuftig sekvens (Horney 1968a, p.76 og p.189). Der er altså ikke principielt brug for nogen general til at planlægge slagets gang. Når det, der optager en mest i øjeblikket, er nogenlunde afklaret, vil nye problemer dukke op i fornuftig sammenhæng.
Denne automatik indebærer også en formindskelse af risikoen for at få for meget indsigt i utide med farlige konsekvenser, idet man ubevidst undgår det, man ikke kan 'tage' i øjeblikket (ibid.). Medaljens bagside er naturligvis en mulighed for helt at undgå værdifuld indsigt, når modstanden sætter ind. Det er her, aktiv styring er nødvendig i professionel psykoanalyse, mener Karen Horney (p.107).
Vi står her over for et alvorligt problem i selvterapien, det alvorligste vil mange mene (p.200). Der er derfor grund til at ofre modstandsbegrebet speciel opmærksomhed.
Killingmo definerer modstand som:
Om modstandens styrke hedder det: "Og motstanden kjenner ingen grenser når det gjelder knep og omveier. Det er som om personens samlede fantasi og oppfinnsomhet mobiliseres i motstandens tjeneste." (ibid. p.131).
Killingmo opregner en række "kilder" til modstanden (pp. 133-141), d.v.s. en række indre forhold i patienten, der nøder ham til at gøre modstand mod terapien. Som sagt er jeg ikke gået ud fra, at de 'indre' terapeutiske processer er væsensforskellige i professionel terapi og selvterapi (side 31). Kilderne til modstanden må være stort set sammenfaldende, hvis man anskuer dem som 'indre', for de to terapiformers vedkommende, hvorfor jeg i første omgang vil forbigå dem i denne sammenlignende vurdering.
Et andet spørgsmål er, på hvilke måder modstanden manifesterer sig i terapien, og det er dette spørgsmål, der er mest relevant for en sammenligning af professionel psykoterapi og selvterapi. I de følgende kapitler vil jeg beskæftige mig mere med muligheden for at overvinde modstanden i selvanalyse.
Hvor Killingmo ikke klart skelner mellem de to problemstillinger: kilder og manifestationsform, behandler Karen Horney problemerne hver for sig. Med hensyn til kilderne til modstanden fremhæves først og fremmest patientens behov for at opretholde status quo (1968a, p.202); men som sagt, her drejer det sig om manifestationsformerne, og Karen Horney opregner tre former: 1) åben kamp, 2) emotionelle forsvarsreaktioner og 3) defensive hæmninger eller undvigemanøvrer (p.204).
Hvad angår "åben kamp", så er der jo i selvanalyse ikke nogen analytiker, man kan indlede en kamp med for at standse den terapeutiske proces. Det samme gælder for "emotionelle for- svarsreaktioner", der kan antage karakter af f.eks. had eller forelskelse. Der er ikke nogen analytiker at drage til ansvar eller appellere til. Ganske vist har man jo mulighed for at udlade sine følelser over for andre personer i omgivelserne, men det standser jo ikke i sig selv terapien.
Modstand i selvanalyse manifesterer sig primært som "defensive hæmninger og undvigemanøvrer" (p.207), også fordi man i selvanalyse ikke har den ydre struktur, der ligger i faste aftaler med en psykoanalytiker. Med andre ord vil man i selvanalyse let kunne undlade at analysere, fordi man 'ikke har lyst' eller har travlt med noget andet. Karen Horney gør opmærksom på, at der er særlig grund til at være på vagt, hvis man føler sig akut deprimeret, misfornøjet, udmattet, irriteret, ubeslutsom, ængstelig og alligevel afstår fra ethvert forsøg på at få klarhed over tilstanden (p.207); det er da sandsynligt, at modstand spiller ind. Ligeledes udløses modstanden i selvanalyse ofte af begivenheder i dagligdagen, hvor analytikerens handlinger er en almindelig provokation i professionel analyse.
Alt i alt må det konstateres, at modstand udgør et alvorligt problem i selvterapien, og jeg skal senere vende mere kon!f kret tilbage til spørgsmålet. Karen Horney mener ikke, modstand i selvterapi behøver at være uovervindelig, idet det afgørende er udøverens motivation (p.221-223).
Ud over de forskelle, der vedrører fraværet af terapeutens person, nemlig det manglende forhold til terapeuten og mangelen på terapeutens fagligt-tekniske virke, så er der også store forskelle i de praktiske rammer for henholdsvis professionel psykoterapi og selvterapi. De to terapiformer vil på vidt forskellig måde indgå i dagligdagen, og de forskelle, man kan påpege, er ikke udelukkende af formel art, men indebærer også konsekvenser for den terapeutiske proces.
For det første vil jeg pege på betalingen for terapien. Det er i professionel psykoanalyse et anerkendt princip, at behandlingen skal koste (patienten) penge. Betalingen har det terapeutiske formål at tvinge patienten til en aktiv holdning til egne problemer fremfor blot at opleve sig passivt modtagende. Endvidere modvirker betalingen, at patienten kommer i taknemmelighedsgæld til terapeuten (Killingmo 1976, pp.97-99).
På disse to punkter 'fører' selvterapien imidlertid klart: den bliver næppe iværksat og gennemført uden en høj grad af aktiv ansvarsfølelse over for egne problemer, ligesom man ikke kommer i taknemmelighedsgæld til nogen. På minussiden må opføres, at man i selvterapi ikke taber penge, hvis man 'pjekker', hvorved et motiverende moment savnes.
Hvis man vil sammenligne effektiviteten af professionel terapi og selvterapi - en sammenligning, der for selvanalysens vedkommende falder ud til fordel for professionel psykoanalyse (Horney 1968a, p.223) - så hører det med i billedet, at man i selvterapien sparer den tid, der går med at tjene penge til honoraret; man sparer endvidere tid til transport til og fra klinikken. Dette taget i betragtning tror jeg, at professionel terapi skal være mindst tre gange så effektiv som selvterapi for at opveje forskellen i omkostninger.
Karen Horney mener ikke, man bør tilstræbe regelmæssighed i selvanalysen som et mål i sig selv, bl.a. fordi denne ikke må blive en sur pligt og f.eks. komme i vejen for andre vigtige aktiviteter. Herved tabes naturligvis et våben mod modstanden, men samtidig opnår man fordelen af større fleksibilitet i kraft af, at man i mange tilfælde kan analysere, når behovet melder sig (ibid. p.139-141).
Selv den mest regelrette psykoanalyse kører vel maksimalt fem af ugens dage. Selvanalyse kan udføres alle dage, hvorved et behov for kontinuitet (p.132) tilgodeses. Selvterapi kan i øvrigt udføres hele livet; det forekommer mig, at også heri er der interessante perspektiver.
Ved selvterapi forstås der i denne opgave en forståelsesudvidende aktivitet med det formål at fremme en bred personlighedsudvikling, eventuelt i begrænset samarbejde med en terapeut.
Der savnes således et terapeutisk forhold, hvad der indebærer enkelte, blandt andet praktiske fordele, men ellers hovedsagelig svækker selvterapien og gør denne mere afhængig af et gunstigt samspil med de daglige omgivelser.
Det kunne måske være fristende at sige, man i stedet var sin egen terapeut; visse forhold taler dog for, at dette er en urimelig og ugunstig betragtningsmåde. Urimelig først og fremmest fordi det må fastholdes, at man - uanset hvor fremmed man føler sig selv - aldrig kan udgøre noget medmenneske for sig selv. Således er det f.eks. iflg. Perls meningsløst at spørge sig selv til råds:
Betragtningsmåden forekommer ugunstig, fordi selvobjektivisering i kraft af et 'indre terapeut-klientforhold' som nævnt side 20) fastlåser situationen, så meget mere som det indre 'terapeutoverblik' (se side 8) kan drages i tvivl.
Selvterapi beror i høj grad på et gunstigt samspil med, de daglige omgivelser. Det er nævnt (side 38), hvorledes "overføringsreaktioner" må studeres i det daglige liv. Ligeledes kan "modstandsreaktioner" forventes fremkaldt af og manifesteret i dagliglivets foretéelser (s.43). Det blev fremført (side 39), at initiativer i dagligdagen er særligt nødvendige i selvterapi, hvor man ikke er konfronteret med og kan handle i relation til en terapeut. Arbejdet med den konkrete dagligdag må således på mange måder erstatte det terapeutiske forholds funktioner.
Forståelsen af selvterapiens grundbetingelser, som de er indkredset i kapitlerne 1-3, anser jeg for en væsentlig ramme for de egentlige selvterapeutiske øvelser - hvilket i øvrigt peger på nødvendigheden eller ønskværdigheden af den personlige vejledning i selvterapiens ånd og regler.
Efter at de principielle forskelle mellem selvterapi og professionel psykoterapi er blevet belyst i forrige kapitel, er tiden nu inde til konkrete overvejelser vedrørende teknikker til hjælp i den samlede terapeutiske proces, en proces, der som nævnt må indbefatte hele livssfæren. Jeg har allerede ladet skinne igennem, at hovedvægten vil blive lagt på selvanalyse, d.v.s. en afart af den egentlige psykoanalyse; men først må det være på sin plads at ofre lidt opmærksomhed på andre eksisterende selvterapisystemer.
o-o-0-o-o
Det selvterapeutiske marked har ikke oplevet samme 'boom' som andre terapiformer. Der kan tænkes flere årsager hertil: Måske ligger det ikke i tidens ånd at klare større problemer på egen hånd - hellere søger vi måske hjælp hos en ekspert/magiker. Vi mener måske, at individet intet formår uden opbakning af en gruppe. Eller måske forekommer selvterapisystemer som salgsobjekt ikke så tiltrækkende for de ellers så kreative terapiopfindere. Der er dog, navnlig i USA, skrevet en del bøger om, hvordan man får succes med forskellige ting. Som nævnt (side 9) er det imidlertid denne opgaves grundsynspunkt, at selvterapi må være bredt forståelsesudvidende og ikke sigte mod bestemte (forfængelige?) ændringer.
Det nærmeste, man kommer et boom, er vel den udbredelse, forskellige former for yoga/meditation har fået i de senere år. Disse metoder falder på mange måder inden for denne opgaves selvterapibegreb, og det kunne være meget spændende, omend krævende, at analysere nogle af disse metoder i denne sammenhæng. Det vil jeg dog undlade, bl.a. fordi man forbeholder sig monopol på udbredelsen af konkret viden inden for den bevægelse, jeg har kendskab til.
Dog vil jeg ikke undlade at anføre, at jeg har fundet, at meditation dårligt kan forenes med selvanalyse. Hvor selvanalyse ofte bringer 'nerverne på højkant', sigter meditation mod at 'bringe ro i sindet'. Om vejene senere mødes er svært at afgøre. Jeg tror, personen og den livssituation, han befinder sig i, må være afgørende for valget. Jeg skal senere fremsætte nogle formodninger om, hvem der vil kunne profitere af selvanalyse.
I slægt med selvanalysen er en anden psykoterapeutisk skole, nemlig gestaltterapien, som den først og fremmest er udformet af F.S. Perls. Der er to grunde til, at jeg vil inddrage denne: dels kan den i et vist omfang anvendes som selvterapi som beskrevet i Perls et al. (1973) og Schiffman (1971), og dels er den metode til selvanalyse, jeg om lidt skal foreslå, inspireret af enkelte teknikker hos Perls.
Gestaltterapi prætenderer at bygge på den oprindelige gestaltpsykologi, udformet af Max Wertheimer, Kurt Koffka, Wolfgang Kohler og Kurt Lewin (Garrett 1951, p.63). Kort fortalt er gestaltpsykologien en reaktion på elementpsykologien, idet man hævder, at de basale data i oplevelsen udgøres af strukturerede helheder eller "gestalter", som ikke kan betragtes som summen af enkelte stimuluselementer. Man udfører nogle eksperimenter til bekræftelse heraf og påviser en række lovmæssigheder for dannelsen af disse helheder, herunder bl.a. deres dynamiske samspil med den omgivende baggrund (ibid. p.63-76).
Hvad har nu dette med psykoterapi at gøre? Ikke særligt meget, kunne det forekomme, hvilket dog kan hænge sammen med, at man i dag i mange kredse næsten som en selvfølge anskuer menneskets oplevelser og handlinger som helheder, afhængige af det omgivende felt. Det kan da også siges, at de mere udspecificerede terapeutiske overvejelser hos Perls rummer ganske kraftige indslag af psykoanalytisk teori.
Teknikken er imidlertid en hel anden: hvor man i psykoanalysen analyserer verbale udsagn ("frie associationer") eller drømme, så arbejder man i gestaltterapien med oplevelsen af både "krop, sjæl og omverden", kort sagt: hele mennesket. Ligeledes inspireret af gestaltpsykologien er den vægt, man lægger på (visuelt) perceptuelle analogier. F.eks. kan enhver oplevelse betragtes som figur på en baggrund (Perls 1973, p. 51f og p.277f), og det gælder ikke alene perceptionen af objekter i omverdenen, men også f.eks. tanker, følelser, muskelanspændelse; ja, hele organismen kan anskues som en figur på baggrund af omverdenen (p.274).
Ved denne figur/grund analogi har man bl.a. understreget to ting: l) at ethvert oplevet emne danner en helhed og må forstås i sin sammenhæng (p.285), og 2) oplevelsesfeltet er ikke, eller rettere bør ikke være statisk, idet forskellige følelser, tanker, sanseoplevelser etc. på skift gennemløber figurstadiet og baggrundsstadiet, ganske som det sker ved visuel perception. Hvis dette ikke sker, er der noget, der blokerer, figurdannelsen er ufærdig, og oplevelsen er præget af "svage gestalter" (p.278), mens "stærke gestalter" i sig selv er fuldbyrdelsen af mennesket:
Terapien kommer nu hovedsagelig til at bestå i at fremme denne figur/grund-dannelse (p.278). Også her er der en analogi til de dobbelttydige billeder, d.v.s. billeder, der er tegnet således, at flere oplevelser m.h.t. motiv og baggrund er mulige, eksempelvis den berømte vase, der også kan opleves som to ansigtsprofiler. Princippet i terapien er således, at man ved at indstille sig på det også kan påvirke sin oplevelse af flertydige situationer i dagligdagen på samme måde, som man kan indstille sig på at opleve f.eks. profilerne som motiv (se p.55).
Ved at arbejde med det perceptuelle, har man samtidig valgt at arbejde på overfladen af problemstrukturen:
Idéen med at arbejde på overfladen er, at den frigørende virkning først er sikret, når selve fortrængningsprocessen er under kontrol. Da vil det fortrængte materiale af sig selv komme frem, og samtidig er man fri for gætterier i den psykoanalytiske fortolkningsproces. Endvidere påpeger Perls vanskelighederne ved at sætte det ubevidste materiale i brugbar relation til dagligdagen (p.382).
Perls beskriver over 50 øvelser, samlet i 18 "eksperimenter", hvor man fokuserer på bestemte kropsfornemmelser, sanseoplevelser, tanker, følelser, handlinger etc. (pp.57-268), samtidig med, at en psykoanalytisk præget indsigt søges opnået.
Der er især én grund til, at jeg stiller mig kritisk over for disse øvelser betragtet som selvterapeutisk system, hvad der som nævnt er Perls' intention (p.41). Det vil dog være rigtigst at gøre opmærksom på, at min holdning måske havde været en anden, hvis jeg havde ofret lige så meget tid på gestaltselvterapi, som jeg har på selvanalyse. Min kritik går ikke så meget på, at øvelserne ikke skulle være effektive; men jeg kan ikke se, hvordan man alene skal kunne udvælge den rette øvelse i den rette situation. Perls fremhæver selv andetsteds (p.35) vanskelighederne ved, at én del af personligheden gøres til "human engineer" for resten på utilstrækkeligt grundlag.
Flere øvelser kan endog siges at være modsatrettede: eksempelvis drejer nogle øvelser sig om at klargøre "introjektion" af udefra kommende holdninger, mens andre drejer sig om "projektion" af egne holdninger på omverdenen. Når man udvælger en bestemt øvelse, har man samtidig valgt, hvilket synspunkt der skal gælde. De neurotiske forsvarsmekanismer gør antagelig, at man ikke kan træffe et sådant valg med nogen sikkerhed. Det, der efter min mening er brug for, er det, der tilbydes senere i opgaven, nemlig en standardprocedure, der, inden for givne rammer, passer på alle situationer.
Denne kritik forhindrer dog ikke, at jeg har hentet inspiration i nogle af øvelserne ved beskrivelsen af den selvanalytiske metode. Det drejer sig i særlig grad om forståelsen af projektioner. Selv analyse bygger på tolkning af tanker, og det er her en grundforudsætning, at alle "frie" tanker, hvad enten de drejer sig om smørprisen eller mælkevejen, udspringer af 'noget' i en selv. Der er altså i en vis forstand tale om projektioner.
Perls anbefaler f.eks. følgende:
Den sidste sætning er - som bogen i øvrigt - ikke uden underholdningsværdi. Og en anden øvelse:
Som det vil fremgå, kan sådanne anvisninger være nyttige, når man skal tolke de psykoanalytiske "frie associationer".
For nogle mennesker er gestaltterapi måske især noget med 'at slå i en pude' eller lignende (eller tale til en stol, se senere), d.v.s. udtrykke sine følelser i en kontrollabel situation. Perls rubricerer denne øvelse under hovedeksperimentet: "Executing the Re-reversed Act" (p.214). Meningen er den, at følelser, der fejlagtigt har været rettet mod en selv, nu afspilles udadtil. Der kan måske være grund til at understrege, at det ikke nytter meget blot at gejle sig op til en eller anden følelsesudladning. Der skal også være forståelse af mening i forhold til den interpersonelle situation, samt en oplevelse af, at det virkelig er én selv, der handler (p.215-216). Ellers er det bare bluff og presseri (p.216). Det er blandt andet sådanne bemærkninger, der forekommer mig at være lidt fremmede for gestaltpsykologien (jvnfr. s.48).
Det er i øvrigt vigtigt at lægge mærke til, at selv om der lægges vægt på forståelse, så foregår den terapeutiske proces i høj grad på krops- og handleplanet. Eksempelvis kan man ikke for alvor opleve sine følelser, med mindre man er opmærksom på den tilsvarende kropslige aktivitet (p.131). Allerhelst skulle man naturligvis ud fra det synspunkt udføre handlingerne, men Perls vil dog ikke anbefale, at man straks kaster alle hæmninger, hvis det ellers var muligt (p.184). Snarere bør man løsne sine hæmninger i små nemme skridt, hvorved det "primitive og frygtindgydende aspekt" aftager (p.187).
Med hensyn til at "tale til en stol", så drejer det sig om at dramatisere forskellige sider af personligheden m.m., idet man forestiller sig siddende over for en anden side af sin personlighed eller måske en anden person, repræsenteret ved stolen. Princippet er her bl.a., at man kan bytte plads og overtage den anden rolle og på den måde udtrykke sine indre konflikter eller uforløste konflikter med andre mennesker (se Perls 1974).
Muriel Schiffman har skrevet en nem lille bog om gestaltselvterapi (Schiffman 1971), hvor hun anvender en tilsvarende teknik og samtidig giver en populær fremstilling af almindelige psykiske problemer.
Jeg har af pladshensyn valgt at undlade en bred gennemgang af psykoanalytisk personlighedsteori. Vægten i denne opgave ligger på selvterapiens praksis og den teori, der direkte knytter sig hertil, mens almindelige personlighedsteoretiske overvejelser kun er anført i begrænset omfang. Det formodes således, at almindelig psykoanalytisk teori vil være læseren bekendt, ellers henvises til f.eks. Freud (1953, 1973, 1965, eller 1962). En kortfattet gennemgang af Freuds teorier findes bl.a. i Harper (1967) p.19ff. Værdifuld kritik af Freuds personlighedsteori m.m. har jeg fundet hos Karen Horney (1968b). Den endelige udformning af Karen Horneys teorier findes i Horney (1971).
o-o-0-o-o
Oprindelse og nuværende status. Historisk set er selvanalyse ikke en videreudvikling af psykoanalysen. Det er snarere omvendt: i 1897 begyndte Freud at analysere sig selv gennem drømmetydning, en handling der ikke alene udviklede Freud personligt (iflg. Killingmo 1976, p.87-88), men også kom til at danne grundlaget for nogle af hans vigtigste psykodynamiske synspunkter, især med hensyn til den infantile seksualitet og Ødipus-komplekset (Schjelderup 1970, p.34f). Freud beskriver selv sine erfaringer i breve til vennen Wilhelm Fliess (Freud 1966). Mens disse breve er bevaret imod Freuds vilje (Schjelderup 1970, p.34) og senere offentliggjort, så fremlægger han selv en af sine drømme og redegør for tydningen i bogen "Drømmetydning" (Freud 1964, p.106f).Freud må selv på daværende tidspunkt (1910) have anset selvanalysen for fyldestgørende, idet han betragter den som forudsætningen for at kunne analysere andre (Killingmo 1976, p.56); senere blev det dog et krav til en vordende analytiker at gennemgå en læreanalyse hos en psykoanalytiker med "ekspertkompetence" (ibid. p.88).
Når man i dag fra professionel psykoanalytisk side stiller sig skeptisk eller afVisende over for selvanalyse som en egentlig terapeutisk mulighed, sker det under påberåbelse af Freuds synspunkter. Man fremfører endog det argument, at selvanalysens utilstrækkelighed har farvet flere af Freuds teoretiske konklusioner (Jones, iflg. Killingmo 1976, p.88). Det må da være nærliggende at spørge, om ikke også de synspunkter, der lægges til grund for selvanalysens utilstrækkelighed, kan være "farvede"?
Mindre spidsfindigt kan det fremføres, at selv det i streng forstand utilstrækkelige måske har interesse, hvorfor det må overvejes, hvori indvendingerne består, og hvor alvorlige de kan formodes at være.
Kritikken samler sig hos Killingmo om to hovedpunkter. Det første punkt drejer sig om det manglende forhold til en terapeut:
Jeg henviser til afsnittet, "Om det manglende terapeutiske forhold" i denne opgave (side .31f). Det blev bl.a. diskuteret, om forståelsen af ens karakteristiske reaktioner over for de vante omgivelser kan erstatte analysen af overføringsreaktionerne over for analytikeren (side .38). Karen Horneys opfattelse var, at dette principielt skulle være muligt. I det hele taget som konkluderet (side 45) samspillet med omgivelserne og forståelsen af dette samspil på mange måder erstatte samarbejdet med analytikeren i dennes egenskab af udenforstående person.
Det andet punkt angår selve forståelsesprocessen, som hæmmes af modstand, idet:
Det er, som om Killingmo her vil antyde et erkendelsesteoretisk problem, analogt med det umulige i at erkende "das Ding an sich". Det kan imidlertid ikke anses for principielt umuligt at erkende sit eget ubevidste, for hele psykoanalysen bygger jo på denne mulighed; problemet er modstandens magt over erkendelsesprocessen. Eller med Karen Horneys ord:
o-o-0-o-o
Karen Horneys teoretiske overvejelser omkring spørgsmålet om selvanalysens mulighed lader sig sammenligne med Killingmos standpunkter. Hvor Killingmo som nævnt (side 53) påstår nødvendigheden af "en udenforstående instans, som overføringen og modstanden kan udspille sig mod", så finder Karen Horney som nævnt en fyldestgørende erstatning i interaktionen med de vante omgivelser (se side 38-39).
Herudover påpeger hun, at enhver analyse baserer sig på selvstændig "underjordisk mental aktivitet" (p.15), som klart manifesterer sig, hvor der er sket en betydelig og varig bedring efter en professionel analyses for tidlige ophør (p.14). Det kan nævnes, at Schjelderup beskæftiger sig med et lignende fænomen, som dog ikke er identisk med det omtalte, idet der hos ham er tale om dels en eftermodning (Schjelderup 1970, p. 54) og dels om virkningen af den igangsatte "gode cirkel" (p. 65). Disse to faktorer gør sig begge gældende i kølvandet på . en effektivt gennemført analyse, mens Karen Horney i ovennævnte forbindelse taler om overraskende bedring efter en resultatløs analyse.
Spørgsmålet, om man kan overvinde sin egen modstand, er som nævnt af central teoretisk betydning (jeg vil senere overveje de mere praktiske aspekter). Hvor Killingmo jo sammenligner dette med at løfte sig selv op ved håret, så forkaster Karen Horney som nævnt denne sammenligning, idet analogien implicerer, at man ikke har andet fodfæste end sin egen modstand. Det mere eller mindre solide fodfæste, der eventuelt kan danne basis for overvindelse af egen modstand, kan f.eks. udgøres af "en tilskyndelse til at vokse" (Horney 1968a, p.19). Karen Horney gør klart, at en sådan tilskyndelse ikke har plads i Freuds lære, hvor man i denne forbindelse kun vil indrømme eksistensen af "narcissistiske længsler" (p.20), d.v.s. en stræben efter selvopblæsthed og at overgå andre.
Karen Horney anerkender tilstedeværelsen og betydningen f af sådanne længsler; men hun påpeger væsentlige forskelle mellem disse og "tilskyndelsen til at vokse". Hvor tilskyndelsen til at vokse teoretisk sigter mod "det virkelige selv", så går "den narcissistiske impuls" i retning af udviklingen af "et falsk selv", der kun behandler "det virkelige selv" med foragt eller i bedste fald som en fattig slægtning. Og hvor "de narcissistiske længsler" i virkeligheden vil hæmme analysen og derfor selv må analyseres, så trodser en tilskyndelse til at folde sig ud og blive frigjort fra indre trældom yderligere analyse (Horney 1968a, p.20).
En sådan genuin tilskyndelse er afgørende i enhver analyse, men træder særligt i relief i selvanalysen, hvor man helt er overladt til egne ressourcer (p.17). Den er i virkeligheden det eneste, der kan bære på længere sigt, da det blotte ønske om at slippe for neurotisk ubehag aftager i takt med bedringen. Det er forresten derfor, man i klassisk psykoanalyse søger at opretholde en vis frustrationsspænding gennem påholdenhed i tolkning og undgåelse af "acting out" (Killingmo 1976, p.157f).
Ud over den centrale problemstilling omkring modstand og tilskyndelse beskæftiger Karen Horney sig også med den indvending mod selvanalysen, at det kræver større ekspertise at foretage en analyse, end lægmand kan være i besiddelse af (Horney 1968a, p.21f). Side 40f diskuterede jeg værdien af psykologisk viden ved udøvelsen af selvterapi. Herudover mener Karen Horney ikke, man kan stille samme krav til kvalifikationer for at analysere sig selv, som kræves for at analysere andre. For det første kender man i forvejen sig selv bedre, end man nogen sinde kommer til at kende et andet menneske; man behøver derfor ikke en omfattende psykologisk viden om alle mulige problemtyper. For det andet er man jo ikke afhængig af strategisk dygtighed i at håndtere andre mennesker (ibid. p.23).
Jeg mener, det er vigtigt at være opmærksom på de basale forskelle mellem professionel analyse og selvanalyse. Man er ikke sin egen terapeut (se side 45), det drejer sig ikke om at studere et udenforstående objekt; det drejer sig om at indleve sig i sit eget subjekt, og teknikken kan kun være et trick, der skal gøre dette muligt. Opgaven er således i virkeligheden en helt anden - en omstændighed der måske kunne have været fremhævet stærkere, end Karen Horney har gjort. En konsekvens er, at psykoanalytikeren, der analyserer sig selv, ikke har så store fordele fremfor lægmand, som man skulle tro (Horney 1968a, p.23).
Ovenstående referat har måske efterladt det indtryk, at Karen Horney mente, selvanalyse skulle kunne gennemføres af enhver uden større vanskeligheder. Det er ikke Karen Horneys opfattelse; for hende er selvanalyse:
Det er heller ikke således, efter Karen Horneys opfattelse, at enhver med held kan analysere sig selv. Svære neuroser hører i første omgang hjemme i sagkyndiges hænder (p.224). Har man en tid været i professionel analyse, er selvanalyse måske alligevel rykket inden for mulighedernes grænse (p.223).
Ud over den generelle bemærkning om neurosens sværhedsgrad påpeger Karen Horney nogle særligt ugunstige omstændigheder i personen selv og i omgivelserne. Det drejer sig for det første om resignation, d.v.s. man er ophørt med at stræbe efter en meningsfuld tilværelse (p.213f).
For det andet kan man være så uheldigt stillet, at ens neurose er "for vellykket", hvilket vil sige, at de ydre omstændigheder tillader eller ligefrem tilskynder til opretholdelsen af et dominerende neurotisk træk (p.214).
For det tredie nævnes "dominans af destruktive tendenser" som ugunstig omstændighed, og det gælder både, når disse tendenser primært findes hos andre (i omgivelserne) og hos vedkommende selv. Hvis det er vigtigere for en at tage hævn end at udrette noget konstruktivt, når man næppe langt ved selvanalyse (p.215f).
For det fjerde taler Karen Horney om nødvendigheden af at have kontakt med "det virkelige selv", d.v.s. f.eks. hvad man virkelig føler til forskel fra, hvad man bør føle, og hvad andre venter, man skal føle (p.216f). Karen Horney bruger ikke ordet fremmedgørelse.
Endelig, for det femte, nævnes "stærkt udviklede sekundæreforsvarsværker". Hvis hele neurosen eksempelvis bevogtes af stive overbevisninger om, at alt er rigtigt, godt eller umuligt at ændre, vil der næppe være nogen tilskyndelse til at ændre noget (p.217). Dette er måske en af de alvorligste hindringer for for en almindelig udbredelse af selvanalyse; det er sikkert de færreste mennesker, der overhovedet føler, der er noget særligt at ændre hos dem selv. Jeg var inde på denne problematik i kapitel 1.
Selvanalyse er nok for de få, der føler skoen trykke, samt at de selv har skoen på. Hvor en professionel terapeut kan øge forståelsen heraf, selv om klienten måske i første omgang ønsker at beklage sig over andre, så fordrer selvanalyse på forhånd en genuin forståelse af, at man selv har andel i problemerne. Først da bliver problemstillingen, "hvor skoen trykker" tilgængelig.
o-o-0-o-o
Hendes anvisninger er stærkt præget af den professionelle psykoanalytiske metode, og det er karakteristisk, at hun finder det anvendeligt at illustrere principperne i selvanalysen ved at gennemgå patientens og psykoanalytikerens andel i den psykoanalytiske proces (pp.78-115), idet hun hævder, at "selvanalyse er et forsøg på at være patient og analytiker på samme tid" (p.78). Som nævnt bør man næppe forestille sig, man er sin egen analytiker; det vil endvidere fremgå, at de 'analytiske funktioner', man trods alt udfører, i hvert fald ikke skal foregå samtidig med 'patientfunktionerne'. Det vil nok også falde ortodokse psykoanalytikere for brystet, at hun skriver, "metoden i selvanalyse ikke er forskellig fra den, der anvendes i samarbejdet med en analytiker" (p.141), hvorved hun synes at forbigå de omfattende og præcise angivelser bl.a. vedrørende analytikerens holdning og strategi, samt hele den ydre struktur, som tilsammen indgår i den psykoanalytiske behandlingsmetode.
Det, hun tænker på i det citerede, er "de frie associationers metode"; som det vil fremgå, er det mit standpmlkt, at der også i selvanalyse må opstilles supplerende betingelser for udøvelsen af "de frie associationers metode", betingelser som er helt specifikke for selvanalysen.
o-o-0-o-o
I betragtning af, at Freud analyserede sig selv gennem drømmetydning, hvad Karen Horney også påpeger (p.20), så kunne man måske vente, at hun først og fremmest ville anbefale denne metode, men det er ikke tilfældet. Hun fraråder det dog heller ikke (p.135), men påpeger, hvor let det er at tage fejl i drømmetydning uden tilstrækkeligt kendskab til mulige faktorer på det pågældende tidspmlkt (p.133). På den anden side kan en drøm give bekræftelse på indsigt, erhvervet på anden måde, eller den kan åbne vejen til et nyt spor (p.134).
Det bærende element forbliver de frie associationer hos Karen Horney. Jeg vil senere gå mere konkret ind på denne metode og her blot konstatere, at det drejer sig om tolkning af frie indfald, d.v.s. tanker der melder sig, når man ikke har en bevidst hensigt om at tænke i en bestemt retning.
Her melder der sig imidlertid særlige problemer i selvanalysen, idet man ikke bør forsøge at tolke og associere samtidigt (p.187); hvorledes skal man da fastholde associationerne til senere tolkning? Karen Horney giver ikke noget endeligt svar, idet hun foreslår, man enten kan mærke sig dem i hukommelsen eller notere et stikord for hver association (p.142). Det sidste har naturligvis den fordel, at det efterfølgende arbejde lettes, mens ulempen er, at "tanker er hurtigere end pennen" (ibid.). Mit forslag er at løse dette og flere andre problemer ved at indtale associationerne på bånd, hvorom senere.
Spørgsmålet om, hvor længe man skal blive ved med at associere, og hvornår man skal begynde at tolke, vil Karen Horney heller ikke sætte nogen faste regler for. Der er ingen grund til at standse tankerne kunstigt, så længe de strømmer frit; de vil "blive standset af noget, der er stærkere end dem selv" (p.188). Man kan også afbryde associationsprocessen, når ens nysgerrighed er vakt, eller man løber tør for tanker. Jeg vil senere foreslå en forudbestemt tidslængde.
Heller ikke med hensyn til tolkningsarbejdet mener Karen Horney, der kan opstilles faste regler. Det gælder ikke alene, hvad man skal koncentrere sig om i materialet: man bør arbejde med det, der fanger ens opmærksomhed og anslår en emotionel akkord (p.189), og man bør "uden vanskelighed gå over fra bevidst tænkning til intuitiv begribelse af sammenhænge" (p.191). Der er heller ingen faste regler for, "hvad individuelle elementer i individuelle sammenhænge kan betyde" (p.188).
Hun påpeger dog visse basale principper i ethvert tolkningsarbejde: se efter "tilbagevendende temaer eller sekvenser"; modsigelser og overdrivelser viser hen til skjulte problemer. Desuden nævner hun nogle principper, der kun har betydning for professionel analyse (p.103f). Verifikation af tolkningerne kræver fuld intellektuel årvågenhed (p.191). Omend denne opfattelse synes at betone det intellektuelle i indsigten, så skriver hun dog andetsteds (p.188f), at rent emotionel indsigt er mere værdifuld end rent intellektuel indsigt, omend begge aspekter helst bør kombineres.
o-o-0-o-o
Flere af de problemer, Karen Horney omtaler, bortfalder, hvis man indtaler sine associationer på bånd, og i tilgift får man mulighed for at ligge afslappet på sofaen som i professionel psykoanalyse. Som nævnt påpegede Karen Horney vanskeligheden med at 'følge med', når man skulle nedskrive sine tanker. 'Talen' (ved brug af båndoptager) er næsten lige så hurtig som 'tanken' - i visse tilfælde er de to processer næsten sammenfaldende. Man får desuden et langt mere umiddelbart og præcist udtryk for tankeforløbet.
Karen Horney overvejer, om nedskrivningsprocessen distraherer, eller den tværtimod fremmer koncentrationen om opgaven, og hun mener, begge dele forekommer (p.142). Det er indlysende, at båndoptageren delvis afhjælper det distraherende moment; men herudover synes mine erfaringer med anvendelsen af båndoptager at tyde på nødvendigheden af en lille ydre opgave til at katalysere produktionen af tanker, svarende til Karen Horneys bemærkning om koncentration gennem nedskrivning. Jeg skal senere vende tilbage til dette spørgsmål.
Som nævnt bør man ikke forsøge at associere og tolke samtidigt. Helt kan det dog ikke undgås, idet forståelsen af en associationsrække spontant kan melde sig. Bruger man båndoptager, reduceres dette problem, idet man savner ethvert overblik over, hvad man har sagt, ligesom ordene ikke synes at efterlade sig de samme spor i hukommelsen, som ville resultere af en nedskrivningsproces. Til gengæld foreligger hele forløbet med minutiøs nøjagtighed, når båndet er afskrevet.
Er materialet ved brug af båndoptager umiddelbart i sin karakter, så tolkes det alligevel med en vis distance i kraft af tidsforløbet. Som Killingmo påpeger, er en sådan distance eller jeg-fremmedhed nødvendig for den rette udnyttelse af indsigten (1976, p.181f, se dog diskussionen side 21).
Det kunne måske se ud, som om båndoptageren blot var en praktisk erstatning for papir og blyant; nlen det viser sig, at det har væsentlige konsekvenser for metoden, at man ligger på sofaen med en båndoptager fremfor at sidde ved et bord med papir og blyant. Jeg har selv gjort en række erfaringer, som jeg senere vil udmønte i konkrete forslag til procedure; men først vil jeg kort redegøre for nogle af de vigtigste personlige erfaringer til forståelse af baggrunden for mine forslag.
o-o-0-o-o
En dag fandt jeg på at kombinere de to metoder på den måde, at indtalingen fulgte principperne for de frie associationers metode, samt at materialet blev gjort til genstand for efterfølgende tolkning. Virkningen var på det tidspunkt en næsten dramatisk afklaring - omend ikke løsning - af nogle problemer, jeg havde. Siden har jeg næsten daglig i et par år udført denne form for selvanalyse og derigennem indhøstet de personlige erfaringer, som har tilskyndet mig til at diskutere selvanalysen på fagpsykologisk basis og overveje praktiske anvendelsesmuligheder for andre mennesker.
Visse ting kunne dog tyde på, at den megen indsigt ikke i sig selv var tilstrækkelig for et tilfredsstillende terapeutisk forløb; det er min fornemmelse, at indsigtssøgen må kombineres med en stadig grænseoverskrideIse for at bruge et eksistentialpsykologisk begreb. På side 39f redegjorde jeg for lignende synspunkter i en psykoanalytisk referensramme. Jeg mener dog også, at selvanalysen kan være en væsentlig forudsætning for, at denne grænseoverskrideIse finder sted (se kap. 5, "Selvanalysens virkninger").
Med hensyn til analyseteknikken gjorde jeg nogle erfaringer, som nødvendiggjorde forskellige forholdsregler. For det første viste det sig, at dersom jeg ikke havde noget særligt påtrængende problem, kunne den ellers meningsfulde tankestrøm degenerere til f.eks. nonsensord og lydassociationer - formentlig et modstandsfænomen. Der kunne også være tale om endeløse konstateringer omkring analysesituationen og andre åbenbare og uinteressante kendsgerninger.
Min reaktion var da - siden det ikke lod til, at jeg havde mere at sige - at standse båndoptageren med mikrofonknappen efter indtalingen af hver tanke. Det havde den ønskede virkning: tendensen til nonsensord forsvandt, og tendensen til 'tørre' konstateringer mindskedes. Det hænger måske sammen med, at båndoptageren og dermed processen blev standset manuelt, således at det pågældende modstandsfænomen blev overflødiggjort.
En anden erfaring, der næppe kan overraske mange, var, at jeg kunne blive ved med at indtale tanker lige så længe, det skulle være. At jeg nævner det, skyldes Karen Horneys udsagn om, at "man ikke skal standse tankerne så længe, de flyder frit", og at de vil blive standset "af noget, der er stærkere end dem selv" (se side 59). Jeg forstår forresten ikke, hvad hun mener. Anerkender hun kun bestemte tanker som "associationer"? I så fald skylder hun en redegørelse herfor.
Jeg måtte i hvert fald konstatere, at der må sættes en vilkårlig grænse for, hvor længe man skal blive ved med at indtale på bånd, så meget mere som man må tage hensyn til arbejdet med at afskrive og fortolke materialet. Da der hang et ur på væggen inden for synsfeltet, faldt det naturligt at associere i en bestemt tidsperiode, i begyndelsen 10 minutter, men senere reduceret til 5 minutter.
Det viste sig, at det ikke mere var nødvendigt at standse båndoptageren undervejs, når jeg havde den lille opgave at passe tiden på et ur. Det synes at være således, at jeg uvilkårligt retter blikket mod uret i stedet for at 'tale sort', når tankeprocessen er blokeret. Uret kan således tilskrives en katalyserende virkning, idet det forhindrer tankeprocessen i at gå i baglås.
For at afkræfte, at urets gunstige virkning alene skulle ligge i, at man er fritaget for ansvaret for afgrænsningen af tidsforløbet (som jeg om lidt skal vende tilbage til), har jeg forsøgt at lade en lampe slukke elektronisk efter fem minutters forløb som tegn på, at associationsprocessen var forbi. Det viste sig, at også under disse betingelser, uden den lille praktiske opgave med at passe tiden på et ur, går tankeprocessen efterhånden i baglås.
Den gunstige virkning af den lille distraktion kan måske sammenlignes med et andet kendt fænomen. Det er en almindelig erfaring, at kan man ikke huske noget, der "ligger lige på tungen", er det bedre at beskæftige sig med noget andet. Da dukker det fortrængte lettere op. Det kunne se ud til at være en afgørende betingelse for produktionen af frugtbare associationer, at man ikke 'stirrer på sig selv' i åndelig forstand. Ovennævnte ugunstige fænomener synes nemlig at optræde under en sådan intensiv selviagttagelse (man skal jo lægge mærke til alle sine mentale fænomener for at kunne indtale dem). Denne selviagttagelse forstyrres af små ydre opgaver og små lyde, således at man ikke helt kan hellige sig observation af egne tanker.
En fjerde erfaring var, at det mindste praktiske problem under indtalingsprocessen kunne vokse som en rullende snebold og helt overtage den udirigerede tankevirksomhed (jeg minder om de specielle betingelser for dette - i anden sammenhæng patologiske - fænomen). Der kan være tvivl, om båndoptageren nu virkelig kører, om døren er lukket etc.; hvis man tager tid på armbåndsuret, kan man spekulere på, om man allerede nu igen skal kigge på uret; hvis man synes associationerne lyder spændende, kan man pludselig begynde at gruble over, om det var en ide at forlænge tiden.
Det viser sig imidlertid, at de mest vedvarende spekulationer altid udkrystalliserer sig omkring instruktionen, d.v.s. den opgave, man mere eller mindre implicit har formuleret for sig selv. Dette er måske ikke så mærkeligt, hvis man betragter instruktionen som et viljesmæssigt opretholdt tankesystem. Konsekvensen er, at denne må defineres med den største omhu. Den skal være krystalklar, enkel og fjerlet at effektuere.
Hvis man tager tid på armbåndsuret, er det for det første besværligt at løfte armen og se på uret, men det er heller ikke defineret, hvor tit man skal se på uret. Hvis uret hænger på væggen, kan man kigge på det så tit, man vil; enhver tvivl er bortvejret på en brøkdel af et sekund, og den fremkomne distraktion viser sig endda at være gunstig. En anden konsekvens i denne forbindelse er, at Karen Horneys forslag om at fortsætte "så længe tankerne strømmer frit" og måske standse, "når nysgerrigheden efter at forstå meningen er vakt", ikke kan anbefales, for hvordan afgør man, om tankerne nu virkelig strømmer frit, og om nysgerrigheden i tilstrækkelig grad er vakt?
Min erfaring er, at de færreste problemer opstår, hvis jeg altid overholder en forudbestemt taletid og udmåler tiden på et klart synligt ur, som jeg forinden har stillet på 11.55, således at jeg heller ikke behøver at huske, hvornår jeg begyndte. Man kunne kalde det pedanteri, og jeg vil ikke afvise slægtsskabet; på den anden side kan standardiserede forholdsregler måske fo hindre 'kontinuerligt pedanteri', hvor stadigt nye problemer opfindes.
Den alvorligste fejl, man formentlig kan begå, er at indføre en vurdering af, om de enkelte associationer er vigtige nok til at fortjene at blive indtalt, i stedet for så vidt muligt at medtage samtlige associationer, som instruktionen foreskriver (se senere). Denne regel motiveres almindeligvis med at man ikke selv kan skelne, hvad der er vigtigt; men jeg ser et lige så stort problem i selve den indførte vurdering og den dermed forbundne tvivl.
Ud over tvivl om den praktiske udførelse af opgaven har jeg erfaret, at tankeprocessen ofte antager et ufrugtbart forløb af større eller mindre varighed hver gang noget er ændret i omgivelserne, hvorfor det måske kan anbefales, at man ændrer så lidt som muligt. Det synes, som om tankerne 'klæber' til enhver ændring. En særlig grov form for ændring er regulære forstyrrelser, der bliver så meget desto værre, jo mere de angår en selv. De tanker, der knytter sig til en sådan forstyrrelse, kan naturligvis også være interessante; men de mest vægtige problemer er formentlig dem, der trænger sig på uden ydre provokationer.
Ovenstående beretning lader måske ane, at produktionen af meningsfulde tanker kun er et spørgsmål om teknik. At dette ikke passer, kan man forvisse sig om ved at foretage en indtaling uden at have til hensigt at tolke det bagefter. Da er det næsten ikke til at få et ord frem, tankeprocessen tørrer ind og præges måske af en let irritation. Bag hele processen må der øjensynligt være et ønske om at udtrykke sig og en tillid til at blive forstået (af en selv).
Foruden disse erfaringer med hensyn til at ligge på sofaen og indtale sine tanker på bånd, måtte jeg konstatere, at Karen Horneys beskrivelse af tolkningsarbejdet svarede dårligt til mine erfaringer. Hvor Karen Horney taler om at vælge ud i materialet efter spontan interesse (se side 60), idet hun samtidig siger, man aldrig bør forsøge at absorbere mere end en vigtig indsigt ad gangen (Horney 1968a, p.190), så oplevedes mit materiale ofte at åbenbare sig som en sammenhængende beretning om det, der virkelig betød noget på det pågældende tidspunkt. Der var derfor ingen mening i at vælge noget ud. En generel undtagelse fra denne sammenhængende meningsfuldhed var de nævnte "uinteressante og åbenbare kendsgerninger".
Karen Horney anbefaler at nedskrive sine tolkninger for at huske dem med henblik på senere overvejelse (p.142); jeg oplevede imidlertid, at nedskrivningen var langt vigtigere, end Karen Horneys bemærkninger lader formode. Det var mens jeg sad og skar mine inderste følelser ud i pap og i det hele taget beskæftigede mig med, hvordan min situation bedst kunne udtrykkes, at jeg følte, der 'skete noget': en frigørende erkendelse.
o-o-0-o-o
Karen Horney anerkender disse problemstillingers relevans, men påpeger bl.a. den afgørende betydning af "konstruktive kræfter" for et selvstændigt arbejde.
Karen Horney tilbyder ikke nogen færdig teknik, men håber, andre vil tage spørgsmålet op. Det har jeg gjort, idet jeg foreslår anvendelsen af en båndoptager som et effektivt middel til registrering af de frie associationer, idet jeg samtidig anvender liggende stilling.
Formentlig som følge af disse ændringer viser der sig problemer, som kræver særlige forholdsregler: tankeprocessen kan degenerere, hvis der ikke er en lille ydre opgave, tankeprocessen fortsætter uden naturlig afslutning, ethvert tvivlsspørgsmål om udførelsen af associationsprocessen kan vokse til en afgørende hindring for selve processen.
Disse tre problemer løses dels ved at tage tid på processen med et let synligt ur, og dels ved at fritage associationsfasen for enhver vurderingsforpligtelse.
Også ændringer i omgivelserne (evt. forstyrrelser) har jeg oplevet hindrende for et frugtbart associationsforløb.
Jeg betragter ovennævnte problemer som modstandsfænomener af særlig betydning i selvanalysen (hvor man er alene og selv skal varetage alt det praktiske), og, sammenlignet med Karen Horneys metode, accentueres fænomenerne antagelig af større regression ved min metode. Som påpeget af Killingmo fremmes den tilstræbte regression af liggende stilling i stimulusfattige omgivelser (Killingmo 1976, p.100f). Hvor Karen Horney foreslår at arbejde siddende med papir og blyant, så indbyder min procedure til udelt opmærksomhed på tanker og følelser, man ellers gemmer væk.
Vedrørende tolkningsprocessen har jeg gjort erfaringer, som ikke er forudset i Karen Horneys metode. Dels præsenterer materialet sig efter tolkning ofte på overbevisende måde som en sammenhængende beretning om aktuelle livsproblemer, hvad der må formodes at hænge sammen med associationsmaterialets større omfang, detailrigdom og umiddelbarhed, og dels ligger den største oplevede virkning i en 'udpenslet' nedskrivning af tolkningerne. Der tegner sig således omridset af en metode til selvanalyse, hvor båndoptager, ur, klar instruktion, uforstyrrethed og skriftligt arbejde er blandt de væsentlige ingredienser.
Hensigten med dette kapitel er, på baggrund af mine forsøg, at uddrage og diskutere de egentlige tekniske ingredienser i en metode til selvanalyse. Jeg minder om, at ånden i arbejdet og den ydre livssituation, som det er søgt illustreret i det foregående, må være mindst lige så vigtige som teknikken.
Kun de første fem minutter ligger fast med hensyn til tiden, mens de andre perioder indretter sig efter bl.a. materialets størrelse og interesse, og hvor meget modstand man må kæmpe med undervejs.
Der er altså tale om en langstrakt, tredelt proces: 1) Materialeproduktion, 2) afskrivning og 3) forståelse. Denne opdeling rummer både en styrke og en svaghed. Styrken består i, at man kan udtrykke sine tanker og følelser uden ret mange hæmmende anfægtelser med hensyn til den dybere mening i det, man siger. Til sammenligning formodes modstanden at sætte ind allerede ved valget mellem Perls' øvelser (se side 50). Når man ligger og taler til en båndoptager, glemmer man hurtigt, hvad man har sagt, idet man jo ikke forsøger at fastholde en bestemt tankegang, og fordi ordene 'forsvinder' ind i båndoptageren.
Svagheden ved en så udstrakt proces hænger naturligvis sammen med tidsforløbet. Dette kan naturligvis være et problem i sig selv på den måde, at man synes, det tager for lang tid; men værre er det, hvis de følelser, der indgik i associationsprocessen, ikke længere er til stede under tolkningsarbejdet. Da bliver tolkning nemlig næsten umulig, fordi man vanskeligt kan identificere sig med materialet.
Det er dog min egen erfaring, at det følelsesmæssige grundlag ikke ændrer sig væsentligt i løbet af halvanden times uforstyrrethed; men denne uforstyrrethed er også helt afgørende, blot en kort ordveksling kan gøre stor skade. Går det, som det skal, vil tolkningen forme sig som en række 'genkendelser', d.v.s. man kan identificere sig med materialet på trods af den indbyggede distance.
På den anden side anfører Killingmo som nævnt, at en vis distance i forhold til de mentale fænomener bl.a. i indsigten er nødvendig, dels for evnen til selvkritik og dels for at bevare det terapeutiske sigte (Killingmo 1976, p.181f. Krishnamurti deler ikke disse synspunkter, se side 21). Der kan således argumenteres for, at den langstrakte proces ikke alene fremmer friheden til selvudtryk (se ovenfor), men også letter den rette analytiske holdning i bearbejdningsfasen. Forudsætningen er som sagt, at der ikke kommer nye brikker i spillet undervejs.
Det anbefales, at indtalingsprocessen fastsættes til at vare fem minutter. Der er to aspekter i denne angivelse: selve begrænsningen og valget af længde. For det første kan det som nævnt være afgørende på forhånd at have besluttet sig for en bestemt 'taletid'. Hvad synes der nemlig at ske, hvis ikke man bærer sig sådan ad? Umiddelbart kunne man jo frygte, man ville holde op i utide, når afgørende tanker trænger sig på, eller man kunne frygte, man ville blive ved alt for længe, så man (heldigvis) ikke har tid til en ordentlig bearbejdning.
Det alvorligste problem opstår dog efter mine egne erfaringer, hvis beslutningsprocessen vedrørende, hvornår man skal holde op, griber forstyrrende ind i den spontane tankeproces. Hos nogle (tvivlende) mennesker vil sådanne overvejelser formodentlig helt kunne overtage tankevirksomheden og således forhindre ethvert udbytte. Det må derfor være en fast regel i selvanalyse efter denne metode, at man holder sig til den forud besluttede taletid.
Det andet aspekt i tidsangivelsen på fem minutter er selve valget af længde. De fem minutter er opstået som et kompromis mellem to hensyn: fordybelse og overkommelighed. Jo længere man bliver ved, jo dybere lever man sig ind i den indre verden, og jo mere éntydigt bliver materialet. Bliver man ved f.eks. i ti minutter, begynder man dog sandsynligvis at gentage sig selv, ikke så meget i ord som i mening. Det kan derfor være fornuftigt for en nybegynder at prøve med ti minutter, idet gentagelse af en mening i andre ord eller symboler må kunne virke særligt overbevisende. Jeg forventer, at nybegynderen vil kunne nære tvivl, om den nye verden, han får indblik i, nu også virkelig er "virkelig".
Ti minutters taletid vil imidlertid medføre en samlet arbejdstid på 2-3 timer, og har man ikke ganske særlige problemer, har det særligt dårligt, kan det være svært at holde interessen fangen så længe. Få kan vel også afsætte tre timer til et sådant formål.
Fem minutter må være et rimeligt kompromis og giver et samlet forløb på 1-1½ time, som jo i øvrigt er den tid, man må påregne at skulle afsætte hos en professionel psykoanalytiker incl. transport.
Det understreges således, at alle praktiske forhold skal fungere så nemt og afslappet som muligt. Dette er ikke kun for bekvemmelighedens skyld, men hænger sammen med, at kropslig anspændelse hæmmer mental aktivitet, ligesom intet i proceduren må kunne udgøre en konkurrerende opgave, omkring hvilken vedvarende spekulationer kan udvikle sig (se side 64).
Allervigtigst er disse hensyn naturligvis i indtalingsfasen, for hele resten af 'forestillingen' bygger på disse fem minutter. Ydre forstyrrelser må absolut heller ikke indtræffe. Bliver man forstyrret (ud over sædvanlige lyde, der ikke berører én selv, o.l.), holder man en kort pause og begynder forfra; ellers risikerer man efter min erfaring, at tanken 'klæber' til forstyrrelsen. Af sanmle grund bør man formentlig variere så lidt som muligt på alle de praktiske forhold: man ligger hver gang på samme sofa, uret befinder sig samme sted etc. (se side 65).
Den kropslige afslapning opnås ved liggende stilling ligesom i klassisk psykoanalyse. Dette arangement bidrager ligesom de ensartede og uforstyrrede omgivelser til en form for "sensorisk deprivation", der fremmer den tilsigtede regression (Killingmo 1976, p.100).
Mens man indtaler sine tanker og følelser, holder man øjnene åbne. For mig giver dette i hvert fald en passende grad af vågenhed. Lukker jeg øjnene, kan jeg for det første let glemme, hvad opgaven er og næsten falde i søvn, og for det andet er det min erfaring, at tankerne mere tager form af billedsprog. Billedsymboler er dels vanskeligere at formidle i ord,og dels er de vanskeligere at tolke, vel også vanskeligere enden rigtig drøm, måske fordi de savner den klarhed og dramatik, der ofte præger en rigtig drøm.
Progoff anvender sådanne billeder i den terapiform, han kalder "Twilight imaging", idet han dog lader patienten beskrive sine oplevelser til en terapeut (Progoff 1973, p.113). Billederne tolkes imidlertid ikke, det væsentlige er her selve oplevelsen af et indre perspektiv, en oplevelse der giver styrke i dagligdagen (p.142-143). Også i selvanalyse må denne oplevelse være betydningsfuld. Det er værd at bemærke, at Progoff kombinerer denne teknik med flere andre procedurer: personlig samtale (p.180f), en personlig arbejdsbog, hvor man indfører sine oplevelser og drømme (p.184), og endelig gruppearbejde, hvor man deler hinandens erfaringer (p.192). Herved bevæger vi os uden for selvterapiens afgrænsningsområde (se side 30); min intention er at beskrive en teknik, der kan stå alene, og da bør tanker og forestillinger formentlig tolkes, idet forbindelsen til det daglige liv herved knyttes.
Åbne øjne giver en passende bevidsthedstilstand, der 'matcher' opgaven at udtrykke sig verbalt. Så godt matcher den, at bevidstheden om at referere noget 'indre' til en båndoptager efterhånden kan forsvinde, således at indtalingen bliver en umiddelbar, spontan aktivitet, hvad der i øvrigt borger for kvaliteten af materialet.
o-o-0-o-o
Det drejer sig om, hvad der er kendt som "de frie associationers metode":
Disse instrukser sigter selvsagt på professionel psykoanalyse, f.eks. er der næppe noget, der er indiskret over for en båndoptager. Med henblik på selvanalyse kan det tilføjes, at man næppe behøver at tale så korrekt og velordnet, som det - in struksen til trods - må være nødvendigt for at kunne meddele sig til et andet menneske. Megen hjælp i tolkningsarbejdet kan hentes ud af fordrejede og forkerte ord, som man pludselig kan 'få lyst til' at bruge under indtalingsprocessen.
Analogien med togkupéen finder jeg værdifuld, fordi den understreger det ufrivillige i sagens kerne, idet det frivillige, den bevidste opgave, kun angår formidlingen. Jeg tror ikke, man bør betragte opmærksomheden som frivillig; så kommer det til at smage af selvransagelse med forøget selvobjektivi, sering. Mens meget taler for, at en vis selvobjektiviserende, distance er gunstig ved bearbejdelsen af materialet (se side 70), så forekommer en tilærmelse til Krishnamurtis 'idealtilstand' (se side 21) velmotiveret i en fri, kreativ udfoldelse, hvor det gælder om at løsne grebet om sig selv. Betragter man citatet, der begynder nederst side 27, er ligheden med Freuds instruks slående. Et vist forbehold ligger dog i den tilføjelse, at man har til opgave at videregive sine tanker.
I stedet for selvransagelse må opmærksomheden i associationsprocessen så at sige være indbygget i opgaven: at indtale sine tanker. Dette er derfor den eneste instruks, jeg vil operere med (foruden tidsbegrænsningen), også fordi klar og enkel opgaveformulering er nødvendig for at undgå forstyrrende spekulation under processen (se side 64).
Således kan man stille sig kritisk over for Freuds instruks om" at man "bare skal være opmærksom" og "afholde sig fra enhver kritik". Meningen er naturligvis den, at man ikke skal selektere, men hvis der spontant dukker kritiske tanker op om foregående associationer eller f.eks. om hele indtalingsprocessen, eller tvivl om man nu gør det hele rigtigt, ja, så er det disse tanker, der skal refereres til båndoptageren. Der kan aldrig være nogen overordnede tanker, som falder uden for opgavens domæne. Selv tanken: "Nu ligger jeg altså her med den opgave at fortælle mine tanker til en båndoptager; hvad tænker jeg egentlig på?" - skal med. Hvordan man i øvrigt kan tolke den slags tanker, vender jeg tilbage til.
"Tænkeren og tanken er ét", siger Krishnamurti (s.20). Man kan måske sige, det er denne påstand, der efterleves i ovenstående instrukser, idet "tænkeren" eller "mig'et" gennem udførelsen af opgaven behandles som enhver anden tanke og således hovedsagelig berøves sin overordnede, styrende funktion. "We must come to that state if we would be creative" siger Krishnamurti (s.21), og det synes at ske, når man indtaler sine frie associationer.
Et problem kan dog synes at opstå, hvis man kommer bagud med referatet i forhold til tankeforløbet. Man vil imidlertid aldrig kunne nå at få det hele med. Glipper noget, vil det sandsynligvis melde sig igen, det vil nemlig øjensynligt udtrykkes. Man skal ikke med vilje skubbe de aktuelle tanker til side i forsøget på at huske, hvad der gik forud. Opgaven er fortsat at referere, hvad der aktuelt går for sig i 'hovedet' på en; men trods det kan det da godt være, man uvilkårligt kommer til at gruble over, hvad der gik tabt. Denne grublen må blot ikke ophøjes til et led i instruktionen, men skal samvittighedsfuldt indtales.
Det lyder sikkert indviklet, men det er ganske let og næsten ikke til at gøre forkert, når først man har fattet, at der i virkeligheden kun er en instruks: at blive liggende i fem minutter og formidle til båndoptageren hvad man oplever. Alt andet må sejle i sin egen sø, men jo mere man forklarer, jo sværere bliver det nok at udføre.
Jeg må i øvrigt stille mig lidt uforstående, når Karen Horney fremhæver, hvor vanskeligt det er at associere frit, både i professionel analyse og i selvanalyse (Horney 1968a, p. 185). Vedrørende professionel analyse er det klart, at en lang række hindringer for at være fuldt åbenhjertig over for et andet menneske må være til stede (p.83f). Men i de fleste tilfælde skulle man jo nok kunne indrømme sine egne tanker over for sig selv. Blokeringer på et dybere plan er der naturligvis i massevis, men det er ikke det, sagen drejer sig om; "frit" betyder jo ikke andet, end at man ikke gør det til sin opgave at styre. Det kan være, Karen Horney lægger noget mere i begrebet "frit"?
Hvad angår betegnelsen "associationer", så kan jeg som nævnt (side 63) ikke forstå, hvorledes Karen Horney kan mene, de almindeligvis kan ophøre af sig selv. I denne opgave er der i hvert fald ikke tale om nogen speciel form for mental aktivitet. I virkeligheden er det jo helt naturligt og almindeligt at lade tankerne løbe, det usædvanlige er, at man indtaler dem på bånd.
Der er ikke så meget at bemærke vedrørende afskrivningsfasen. Også afskrivningsarbejdet bør foregå afslappet (se side 71), hvilket bl.a. opnås ved en båndoptager med fjernbetjening (f.eks. mikrofonknap).
I afskrivningsfasen ligger følelserne midlertidigt i dvale, indtil de for alvor skal frem i tolkningsfasen. Det monotone arbejde bidrager vel til en vis ro og koncentration om det senere tolkningsarbejde, samtidig med at man indstiller sig på selvkonfrontation ved at høre sin egen stemme. Af hensyn hertil og af hensyn til forståeligheden er det nødvendigt med en vis minimumskvalitet i optagelsen.
Man skriver ordret af (incl. fortalelser) for at få alle nuancer med.
Erik Schultz påpeger forskellige muligheder: som betegnelse for visse af psykoanalytikerens handlinger over for patienten eller som betegnelse for hans opfattelse af patienten (Schultz 1972, p.23). Disse betydninger bortfalder naturligvis uden videre i selvanalysen. Erik Schultz når - til sit formål - frem til betydningen: "... den procedure, der frembringer erkendelse, der ikke er umiddelbart observabel i den psykoanalytiske situation." (p.24). Andetsteds (p.9) hedder det, at fortolkning er en overskridelse af dataniveauet.
Således bør man efter min mening ikke definere tolkning, hvor det drejer sig om selvanalyse, og tolkningen således foretages af personen selv. Når man analyserer sig selv, har man ikke blot adgang til det verbale materiale, men også til den tilsvarende umiddelbare oplevelse. "Data" i selvanalyse er således mere end selve ordene, og hvis vi forlod dataniveauet gennem tolkning, ville vi have gjort "sandhed" til "løgn" i Krishnamurtis forstand, eftersom "sandhed" fordrer overensstemmelse med en umiddelbar oplevelse ("Sandheden", jævnfør side 16).
Hvordan kan man da få mening ud af materialet uden at forlade dataniveauet? Det må stå og falde med, at der samtidig med, at man nedskriver en tolkning, sker en tilsvarende ændring i den umiddelbare indre kognitivt-emotionelle virkelighedsoplevelse, d.v.s. "sandhed" og "Sandhed" ændrer sig paralelt. Herved har vi ikke forladt dataniveauet, men frembragt en ændring i det, vi har i denne forstand skabt indsigt.
Mens "indsigt" almindeligvis knyttes til læren om det ubevidste (Killingmo 1976, p.166), så foreslår jeg her at nøjes med et fænomenologisk kriterium (en ændring i virkelighedsoplevelsen gennem tolkning). Jeg tror, det er vigtigt - også i den teoretiske forståelse - at man holder sig så tæt som muligt ved det umiddelbart oplevede, når det drejer sig om selvterapi, hvis ikke man skal ende som sin egen patient.
Betegnelsen "kognitivt-emotionel" er på linie med sædvanlig psykoanalytisk tankegang. Karen Horney påpeger således manglerne ved såvel overvejende intellektuel som rent emotionel indsigt, idet den sidste form dog har en vis værdi, hvis den videreføres (Horney 1968a, p.188-189). Killingmo betoner især det kognitive element, uden hvilket man slet ikke kan tale om indsigt; "Indsigt indebærer et element af forståelse, af at noget fattes" (Killingmo 1976, p.166). Dette er imidlertid ikke nok: indsigten skal også være "selvoplevet", ellers taler han om kun deskriptiv" indsigt (p.167).
Indsigt forudsætter altså både kognitive og emotionelle aspekter; men mens følelser i sig selv på sin vis er hævet over diskussion, så kan der i høj grad være tvivl om, hvordan de skal forstås, d.v.s. hvad der skal udgøre det kognitive element, hvilket vil fremgå af det følgende.
Først vil jeg dog introducere et par bekvemme begreber. (Freud skelnede mellem "det manifeste drømmeindhold" d.v.s. den umiddelbart foreliggende drøm og "de latente drømmetanker" d.v.s. det skjulte, der skulle fremdrages ved tolkningen (Freud 1965, p.100). Jeg vil i det følgende anvende begreberne "manifest" og "latent" analogt hermed henholdsvis vedrørende det umiddelbart foreliggende og vedrørende det, der foreligger gennem tolkningsarbejdet. Således kan man udtrykke formålet med tolkning som virkeliggørelsen af den 'latente Sandhed' gennem formulering af den 'latente sandhed' ud fra den 'manifeste sandhed' (associationsmaterialet).
Flere tolkninger af samme manifeste tanke giver imidlertid 'udslag' på den 'indre kognitivt-emotionelle guldvægt' svarende til, at den 'latente sandhed' kan formuleres på flere måder, som alle kan føles 'virkelige'. Man kan forestille sig det eksempel, at man har tolket sig frem til en vrede mod en autoritetsfigur; men blot at tolke således ville være distancerende vagt, d.v.s. uegnet til at vække følelserne (Sandheden) til live. Drejer det sig om éns far? Eller chefen? Ægtefællen? Eller måske samfundet? I mange tilfælde vil det føles 'rigtigt' at hæfte den samme følelse på flere personer.
Konsekvenserne af de forskellige tolkninger er imidlertid vidt forskellige: Faderen er måske død, og alt hvad man har at gøre, er at indse, at man nu er voksen, og derfor ikke behøver at frygte ham mere. Chefen derimod er spillevende, og det klogeste, man kan gøre er måske (!) at bide vreden i sig for ikke at blive fyret. Ægtefællen kan måske bearbejdes, så forholdet kan blive mere tilfredsstillende, hvor det efter nogens mening stiller sig lidt vanskeligere for samfundets vedkommende.
Som nævnt side 38 bør man begynde med at fokusere på egen andel i en konflikt med omgivelserne, og det er da sandsynligt, den samme mekanisme vil gøre sig gældende i flere af eksemplerne. Det er imidlertid ikke uden betydning, at der kan handles på grundlag af de tre sidste tolkninger, hvorfor jeg mener én eller flere af disse principielt må foretrækkes.
Efter freudiansk tankegang må den første tolkning med faderen imidlertid anses for den 'egentlige', idet psykiske problemer i voksenalderen af Freud sås som manifestationer af infantile konflikter (Horney 1968b, p.96f). Det vil føre for vidt at forsøge en dyberegående diskussion af denne opfattelse; men det kan anses for vigtigt, at især selvterapi så direkte som muligt munder ud i en forståelse af den aktuelle livsproblematik, for det er jo under alle omstændigheder på det plan, problemerne skal løses. Derfor forekommer det ugunstigt at arbejde med en terapeutisk opfattelse, der i første omgang fokuserer på fortiden, hvor man formentlig let kan fristes til at blive hængende, når man arbejder alene.
Dette at tolke i fortidigt regi kalder Karen Horney at trække "vertikale" linier (Horney 1968b, p.117). Større udbytte har man efter hendes opfattelse af "horisontal" fortolkning, som fremkommer, når den indbyrdes sammenhæng i aktuelle problemer formuleres (p.109). Karen Horney benægter ikke, at barndommen er afgørende for den senere udvikling (p.110). Blot mener hun ikke, der er tale om mekanisk gentagelse i voksenalderen; derinlod er der tale om, at en proces med en given retning sættes i gang i barndommen, idet den derefter fortsætter på egen hånd i karakterstrukturen, under stadig påvirkning af nye livssituationer.
Karen Horneys standpunkt er som sagt, at den aktuelle proces er det væsentligste mål for forståelsen (en børnepædagogisk interesse kunne naturligvis motivere et andet valg). At tolke den føromtalte vrede mod autoritetsfiguren som en gentagelse af konflikten med faderen er således ufrugtbart af to grunde: Som allerede nævnt kan der ikke umiddelbart handles på grundlag af tolkningen; men tolkningen er også ufrugtbar, fordi den ikke rejser nye spørgsmål. Tværtimod har man på denne måde nærmest fralagt sig ansvaret. Ser vi derimod vreden som rettet imod f.eks. chefen, melder der sig straks nye spørgsmål: Hvorfor underkaster jeg mig? Har jeg specielle forventninger til ham, som han ikke opfylder? Er jeg misundelig? Specielt sårbar på bestemte punkter? osv. osv.
Konsekvensen må altså være, at man 'tolker ind i' en aktuel sammenhæng. Spørgsmålet er naturligvis, hvad der ligger i udtrykket "aktuel". Det mest aktuelle er jo selve analysesituationen, men da det er ret usandsynligt, at ret mange associationer kan sættes i meningsfuld relation til analysen, må det mest nærliggende være den umiddelbare dagligdag - også den umiddelbare fremtid. Af det sidste ses i øvrigt, at tolkning ikke er det samme som at finde den i en eller anden forstand kausale årsag; det er "meningen" det drejer sig om (se Schultz 1972, p.26f om hermeneutik og naturalisme).
Alle tanker og erindringer, uanset den manifeste tidsramme, tolkes altså som en forholden sig til den umiddelbare dagligdag. Situationen er således den paradoksale, at hvor man i klassisk psykoanalyse kan tolke 'her og nu'-indfald som manifestationer af barndomsoplevelser, så må man efter denne opgaves synspunkt tolke barndomserindringer som manifestationer af aktuelle problemer. Også Perls gør opmærksom på dette sidste syn på barndoms erindringerne (Perls 1973, p.266).
o-o-0-o-o
Af hensyn til forståeligheden har jeg valgt at basere diskussionen på et konkret eksempel på selvanalyse, hentet (ikke uden betænkeligheder) fra mine egne notater. Det siger sig selv, at variationsmulighederne for spontan tankevirksomhed er uendelige, hvorfor eksemplets særtræk hverken kan betragtes som normalt for undertegnede eller sættes som normgivende for 'rigtig' selvanalyse.
For at kunne tolke tanker og erindringer, må man naturligvis først vide, hvad de drejer sig om på det manifeste plan: Jeg har kort forinden hørt radioavis, hvor man rapporterede vedrørende situationen ved de sønderjyske diger, der truedes af stormflod. Man fortalte, at vandet står lidt højere ved lavtryk; man fortalte, at forlandet forlængst var overskyllet, idet vandet stod ved underkanten af digerne, og at der kun var ubetydelige mængder vand inden for digerne. Endvidere drejer det sig om stormflodskatastrofen i Hamburg 1962, samt at jeg (fejlagtigt?) mener at kunne huske, at man i Hamburg har revet en hel bydel ned, fyldt jord på og bygget ovenpå. Min sindstilstand præges af en let depression.
En sådan elementvis tolkning er næppe gennemførlig i de fleste tilfælde. Det vigtigste er at få fat i "tilbagevendende temaer eller sekvenser" (Horney 1968a, p.103) eller "mønstre" med Killingmos ord (1976, p.150). Først på denne baggrund kan de individuelle elementer vurderes.
Det, der først må springe i øjnene, er "en truende fare, der udvikler sig til en katastrofe". Bemærk, at de manifeste begivenheder ikke rummede en sådan dramatik, tværtimod var meddelelserne i radioen helt igennem beroligende. I virkeligheden stod vandet ved underkanten af diget, mens jeg får det til at lyde, som om det var overkanten. Det er måske derfor, springet til Hamburg må gøres for at symbolisere den latente katastrofestemning.
Endvidere er det mig, der trues af fare. Dette kan man egentlig ikke læse af materialet, men i alt tolkningsarbejde er det en grundlæggende antagelse, at det er en selv, det drejer sig om. Da det jo samtidig antages at dreje sig om noget aktuelt (se side 79), kan man for nemheds skyld sige, tolkning bl.a. foregår ud fra devisen: "Jeg, her og nu".
Man kunne måske få den tanke, at disse tolkningsprincipper var udtryk for en paranoid tankegang, for så vidt jeg synes at påstå, at alt i denne verden drejer sig om en selv. Det skal derfor præciseres, at "de frie associationers metode" ikke implicerer, at alt er møntet på eller udspringer af en selv, men snarere at erindringen, uden en bestemt opgave, om en begivenhed indicerer, at selve erindringen har en privat betydning, viser hen til noget uforløst, som søges afdækket gennem tolkning. Det paranoide kommer først ind i billedet, hvis man ikke er i stand til at skille det manifeste fra det latente indhold.
Med hensyn til katastrofestemningen så lyder tolkningen altså noget i retning af: "Jeg frygter en overhængende fare, der truer mig med ødelæggelse". Hvori faren består, kan man ikke afgøre på det foreliggende grundlag.
Efter således at have lokaliseret hovedtemaet, kan man begynde at stille uddybende spørgsmål, f.eks.: hvordan søger jeg at undgå faren? Svar: ved hjælp af diger, d.v.s. i overført betydning søger jeg at dæmme op for noget udefra kommende; desuden ved retræte (2) fra enhver færden uden for det beskyttede område, der i begyndelsen synes sikkert (3). Mine anstrengelser er imidlertid forgæves (6) og (7). Bemærk, at jeg således tolker 'henover' ændringer i det manifeste indhold uden at tage hensyn til, at scenen skifter til Hamburg 1962, et princip jeg skal vende tilbage til om lidt.
Punkt (8) rummer en slags konklusion på hele miseren, der i manifest forstand jo først og fremmest skyldes den lave beliggenhed. Hvis man kunne hæve landet, var digerne jo overflødige. Tilsvarende må der i latent forstand åbenbart ske en konsolidering i mig, således at jeg ikke behøver at gemme mig bag en form for beskyttelsesforanstaltning, der alligevel kan bryde sammen i en kritisk situation. At denne ændring nødvendiggør, at noget rives ned i mig, bidrager til at skærpe problemstillingen.
Men hvad sker der så i punkt (9)? Øjensynlig lukker jeg munden på mig selv og det til trods for, at jeg i indtalingsøjeblikket ikke har haft nogen anelse om, hvad jeg latent har sagt. Jeg har sikkert blot haft oplevelsen af at 'tænke over' det, jeg havde hørt i radioen. Med hensyn til punkt (9) foreslår jeg at tolke bemærkningen som "modstand". På side 74 bemærkede jeg, at der kunne komme tanker i stil med: "Nu ligger jeg altså her med den opgave at fortælle mine tanker til en båndoptager. Hvad tænker jeg egentlig på?". Også dette tolker jeg som modstand ligesom enhver anden oversaglig konstatering af åbenbare og uinteressante kendsgerninger, hvor det er nærliggende at tale om "flugt ind i realiteterne". Der er mange andre muligheder for at gøre modstand; jeg vil her kun nævne et eksempel mere, nemlig 'tanketomhed'. Virkelig tanketomhed varer næppe ret længe, men den forveksles let med tanken: "Nu tænker jeg ikke på noget". Også den sidstnævnte tanke indtales naturligvis.
For at vende tilbage til eksemplet, så viser modstanden i punkt (9), at der sandsynligvis ligger noget væsentligt i punkt (8), som jeg ikke kan lide. Det skal nok være det med at rive ned, men hvad det mere præcist drejer sig om, må man kende mig bedre for at kunne afgøre.
I det hele taget hviler hele tolkningsprocessen naturligvis på det kendskab, man har til sin egen tilværelse. Der er her tale om et af selvanalysens fortrin. Et af tolkningens principper må da være, at man tager udgangspunkt i sin viden om, hvad der optager en i særlig grad for tiden, hvilke situationer der kan tænkes at have virket provokerende på en selv etc. Her kan man sikkert finde forklaringen på den fare, jeg føler mig udsat for i eksemplet.
Mens man arbejder med de nedskrevne associationer, melder der sig naturligvis nye uvilkårlige, tilsyneladende uvedkomnlende tanker - ofte med latent relation til det, man sidder og tolker. Jeg vil ikke foreslå nogen systematisk udnyttelse af disse nye associationer, bl.a. fordi det er svært. Men er man gået i stå med tolkning af teksten, kan man undertiden finde inspiration ved at reflektere over en dagdrøm, man lige har haft.
Eksemplet har den tolkningsmæssige fordel, at man på det manifeste plan bevæger sig inden for samme emneområde, da det herved er lettere at følge den røde tråd. Det mest almindelige synes dog at være, at emnerne skifter brat på en sådan måde, at man ikke umiddelbart øjner nogen sammenhæng. Det er imidlertid opgaven, når først man har et solidt udgangspunkt i et tydeligt tema, at holde en kontinuitet på det latente plan. Man må således forsøgsvis gå ud fra, at omkringliggende tanker i materialet bygger videre på det udfundne tema. Tilsvarende bør man operere med en væsentlig svagere gennemgående kontinuitet på den måde, at man forudsætter en vis sammenhæng i det latente indhold i forskellige sessioner.
Selv om man således forsøger at 'lempe' forskelligartede tanker ind i samme problemstilling, så vil man normalt hurtigt støde på noget, der overhovedet ikke kan passe ind i sammenhængen. Punkt (9) er et eksempel herpå. Man bør dog ikke give op lige med det samme. Det er imidlertid sandsynligt, at man er begyndt på et helt andet tema (in casu "modstand"). Så er det på tide at tage det store overblik frem igen, for at det nye tema kan udkrystallisere sig.
Når dette er sket, er det vigtigt at være opmærksom på en mulig sammenhæng mellem de forskellige temaer. I eksemplet kan modstanden således tolkes som en reaktion på nødvendigheden af at rive noget ned; i andre tilfælde vil man måske finde usikkerhed vekslende med overmod etc. Den slags indsigt er af største terapeutiske betydning, fordi den angår den neurotiske struktur, som påpeget af Karen Horney:
Man kan således forudsætte en kontinuitet i sekvensen af temaer, og det er interessant at iagttage forløbet af denne overordnede kontinuitet, d.v.s. forløbet af de problemstillinger, der på skift kommer i fokus i en fem minutters periode. Ovenstående eksempel er fra slutningen af en session (varighed: ca. l½ min.), mens begyndelsen typisk angår de småproblemer, man går rundt og tumler med. Ofte kan man med rimelighed hævde, at et tema rummer et forsøg på at 'dække over' det efterfølgende, i denne forstand mere oprindelige tema; med andre ord forekommer der at være tale om en indadgående bevægelse i konfliktstrukturen.
Modsat synes det at forholde sig, når modstand sætter ind som i eksemplet, eller når man får konstruktive ideer til løsning af problemerne (f.eks. at rive noget ned for at bygge mere fornuftigt); da kan det siges at dreje sig om en udadgående bevægelse. Jeg prætenderer ikke med disse observationer at have fremlagt videnskabelige kendsgerninger; snarere løse iagttagelser, der forekommer mig interessante nok til at fortjene yderligere overvejelse.
o-o-0-o-o
I det foregående har jeg forsøgt at formulere nogle principper i tolkningens kunst, som jeg selv har fundet brugbare, vel vidende at mit forsøg kun repræsenterer en mulig tilnærmelse. Den enkelte må nødvendigvis bruge sin egen intuition og eksperimentere sig frem til sin egen forståelse, der bl.a. kan udfylde de huller, som jeg ved, jeg har ladet stå åbne.
Hvad man mere konkret stiller op med sin tolkning, vender jeg tilbage til i det følgende, men først resumerer jeg de principper, der er formuleret i det foregående:
Det er ikke hver gang, alle principper kommer i anvendelse. F.eks. kan en hel session køre omkring det samme tema, eller et tema kan udgøres af kun en enkelt sætning, således at punkt 6)-7) hhv. punkt 5) i ovenstående oversigt bortfalder. Desuden kan det naturligvis forekomme, at noget slet ikke behøver tolkning. Det gælder associationer, der allerede opfylder alle betingelserne. Eksempelvis behøver sætningen: "Jeg kunne ikke lide, da "X" sagde til mig i dag, at jeg var en stor idiot" næppe yderligere tolkning, selv om den naturligvis må ses i sammenhæng med de øvrige associationer. Man kmme dog overveje, om man selv synes, man er en stor idiot.
Det er i det hele taget lidt kompliceret, når andre erindres at have sagt eller gjort noget ved en, idet det kan være usikkert, om man skal identificere sig med vedkommendes holdning og dermed altså tolke det som noget, man selv siger eller gør ved sig selv, eller man blot skal hæfte sig ved det, der er sagt eller gjort ved en selv. Har andre sagt elIler gjort noget ved trediemand, forekommer sagen at være mere klar: da bør man selv tage ansvaret.
o-o-0-o-o
Karen Horney beskriver nogle skridt, som hver fase i den psykoanalytiske forståelse skal gennemløbe, og jeg finder, at de ovenfor beskrevne principper til en vis grad tilgodeser disse skridt.
Første skridt, erkendelse af en neurotisk bestræbelse, sker jo gennem temaanalysen. Med hensyn til andet skridt så giver Karen Horney desværre ingen forklaring på, hvad hun mener med "bestræbelsens årsager", men "manifestationsformerne" tilgodeses ved at tolke i sammenhæng med den "umiddelbare dagligdag". Bestræbelsens "konsekvenser" søges tilgodeset ved den afsluttende eftertanke. Tredie skridt: "opdagelse af bestræbelsens forhold eller forbindelser til andre dele af personligheden" tilgodeses ved at iagttage den indbyrdes sammenhæng mellem temaerne.
Karen Horney forestillede sig givetvis ikke disse "skridt" taget på 1½ time, og selvfølgelig bliver intet fuldt belyst i denne fart. Det ville vel heller ikke nytte noget, for selve den terapeutiske proces forløber over lang tid, og man kommer til at gøre de samme opdagelser igen og igen, som påpeget af Killingmo (1976, p.168). Men jeg tror alligevel, jeg tør påstå, at man kan nå længere i indsigt på 1½ time med 'båndoptagermetoden', end med Karen Horneys 'papir og blyant-metode'. Et ganske andet spørgsmål er imidlertid det terapeutiske udbytte, og det spørgsmål vil blive berørt senere i opgaven.
o-o-0-o-o
Som nævnt anser Karen Horney ikke modstand som nogen absolut hindring; men hun fremstiller den dog som noget, der kræver specielle forholdsregler:
Videre skal man "associere til modstanden", hvilket vil sige at lade tankerne løbe med modstanden som udgangspunkt.
Som nævnt side 43 er det vigtigt at være på vagt, når man har det dårligt og alligevel afstår fra ethvert forsøg på at få klarhed over tilstanden. Det kan også nævnes, at Karen Horney i en anden bog (Horney 1971, p.372) beskriver en karakteristisk modstandsbetinget "tilbagegang" efter hvert virkeligt fremskridt, et forhold af stor betydning at erkende for ikke at miste modet (p.373).
Herudover finder jeg ikke, at modstand er noget, der kræver speciel bevågenhed i selvanalyse. I professionel analyse derimod, er det helt afgørende, at analytikeren indser, når det terapeutiske forhold degenererer på grund af modstand, hvis ikke analysen skal blive afsporet (Killingmo 1976, p.139).
I denne opgave er man imidlertid ikke sin egen psykoanalytiker (se side 45); man har principielt fraskrevet sig det styrende overblik bl.a. over modstandens betydning, og man stræber ikke (som Karen Horney ovenfor) i nogen bestemt retning i sin analyse. Modstand trænger sig da automatisk på, og hvis den er det mest påtrængende problem, vil den også dominere associationerne, efter mine egne erfaringer. Betragtet på denne måde er modstand ikke en hindring for analysen; den er det nye indhold i analysen.
Modstand kan naturligvis være så stærk, at man ikke kan få sig selv til at udføre analysen, men det umuliggør jo samtidig analyse af modstanden, og så er der i realiteten ikke andet at stille op end at afvente. Derfor: hvis det overhovedet er muligt at gennemføre den beskrevne procedure, vil modstanden, iflg. mit standpunkt, bringe sig selv i fokus. Man analyserer altså blot modstanden som enhver anden tanke, og selve dette at føle, man gør modstand, skulle med tiden bevirke, at den hæves tilstrækkeligt til, at andre problemer bliver genoptaget.
o-o-0-o-o
Det er her af afgørende betydning, når man har reflekteret over meningen, at man nedskriver sine tolkninger, bramfrit men nuanceret og punkt for punkt, uanset om der ikke forekommer at være noget nyt i det. Det er selve denne aktive handling at 'skære sin indsigt ud i pap', der frigør følelserne. Dette påpeges også af Progoff vedrørende hans "Psychological Workbook":
Mange kender sikkert den forløsende virkning af at skrive et personligt brev - også selv om det måske havner i papirkurven. Associationerne giver det stof til brevet, som lige nu sikrer den optimale virkning, samtidig med at betydningsfuld viden om en selv opnås.
I det gennemgåede analyseeksempel er det altså opgaven at formulere tolkningerne skriftligt. Tolkningsarbejdet indebærer intuition og valg, så det vil forstås, at der ikke er en rigtig tolkning. Men tolkningen kunne f.eks. udføres således:
Numrene til venstre kan man føre ind i den manifeste tekst på rette plads, så man senere kan se, hvad tolkningerne bygger på (her er ass. (4) og (S) slået sammen i tolkn. 4/. Se udskrift af associationer side 81).
Tolkningen er naturligvis noget vag og ubestemt på visse punkter - grundet tilbageholdenhed over for en offentlig bekendelse. Blandt andet mangler helt hentydninger til den aktuelle ydre livssfære. Det er endvidere meget tænkeligt, læseren har andre forslag; men der er ikke noget krav om, at en tolkning skal være 'fuldstændig'. Der vil altid være 'mere' i et problem, men opgaven er at forstå det foreliggende og ikke at spekulere videre, selv om man har lov at 'digte' lidt for at få sammenhæng i tingene.
Som nævnt kan det aldrig blive perfekt, da dette er uden mening, så man skal ikke sidde og gruble i det uendelige over et enkelt spørgsmål (jævnfør Horney 1968a, p.188). Tempoet bestemmes af, at de forskellige følelser får mulighed for at klinge af, så man taber interessen for et punkt, inden man går videre. Indsigten skal have lov at bundfælde sig med Karen Horneys ord (p.190); man kan godt sidde og dagdrømme under arbejdet. I det hele taget giver man under tolkningsarbejdet sine følelser så frit løb som muligt (naturligvis uden at fremmane dem), jævnfør Karen Horneys anvisninger (p.186).
Når man er færdig, læser man det tolkede igennem og overvejer, hvad det betyder i ens liv, og eventuelt kan man formulere noget vedrørende forbindelsen mellem de forskellige problemer.
Enhver almindelig formodning om selvanalysens virkninger må nødvendigvis være hasarderet på indeværende tidspunkt. Da jeg imidlertid ikke har ment at kunne forbigå spørgsmålet, vil jeg trods alt gøre nogle overvejelser.
Man bør skelne mellem kortsigtede og langsigtede virkninger, idet der er stor forskel på den effekt, man med rimelighed kan forvente kort efter en foretagen selvanalyse og den totale udvikling, hvor der ses bort fra øjeblikkelige svingninger som følge af de enkelte sessioner og som følge af andre forhold i ens liv. Et tredie spørgsmål, som jeg ikke tør besvare, angår de varige virkninger, d.v.s. de virkninger der bliver tilbage og holder sig, hvis man holder op med at udføre selvanalysen. Dette sidste problem er heller ikke helt så presserende, som det er ved en vurdering af andre terapiformer, som nødvendigvis må afsluttes uden garanti mod nye vanskeligheder, hvor selvanalysen principielt kan genoptages efter behov.
o-o-0-o-o
Jeg vil da også mene, der ofte bør være tale om en vis følelsesmæssig lettelse, som dog kan være ledsaget af angst og smerte, hvis man er blevet klar over nødvendigheden af at ændre noget i sit liv. Hvis modstand dominerer, kan der være tale om en følelse af håbløshed, som påpeget af Karen Horney (1968a, p.89f).
Under alle omstændigheder bør der dog være sket en vis afklaring, sådan at mindre væsentlige pseudoproblemer træder i baggrunden til fordel for mere 'virkelige' problemer af central betydning for fn selv. Det ligger heri, at meningsløs grublen over sig selv eller endog tvangstanker bør træde i baggrunden. Det hele skulle i givne situationer munde ud i øget frihed og tilskyndelse til at handle på en måde, som knap nok var mulig før øvelsen.
Hvis det går som beskrevet, og ovennævnte direkte virkninger opnås, vil der desuden være visse indirekte virkninger af stor betydning. Der kan være tale om en opmuntring til, på baggrund af den vundne forståelse, at kaste sig ud i noget, I man måske ellers ville vige tilbage for. Der kan også være I tale om at stå fast på noget, man plejer at give efter på, imod bedre vidende. Dette mod tilskriver jeg ikke først og fremmest den ovenfor nævnte, midlertidigt "øgede frihed til at handle", der var et direkte resultat af følelsesmæssig lettelse. Jeg tænker på den tryghed, der ligger i at vide, at man gennem analysen har mulighed for at få styr på tingene og derfor ikke i så høj grad behøver at undgå problematiske situationer. Det er nærliggende at sammenligne denne effekt med den tryghed, nogle føler ved at have pilleglasset i lommen (sammenlign Progoff 1973, p.145).
o-o-0-o-o
Jeg tør ikke gætte på, om dette vil være en realistisk mulighed for en given potentiel gruppe udøvere af selvanalyse. I stedet vil jeg overveje, hvad en dybtgående forandring indebærer, idet jeg støtter mig til Karen Horneys bemærkninger.
Hun beskriver meget præcist en oplevelse, man kan have, når man har arbejdet med sig selvet stykke tid:
Forklaringen kan være, siger Karen Horney, at man overvurderer sin indsigt, men forkLaringen kan også være, man kun er nået til stadiet for de "desillusionerende processer".
Om deres betydning hedder det:
Tilsvarende opfatter Schjelderup (professionel) psykoanalyse som begyndelsen til en personlighedsudvikling, der kan vare i årevis (Schjelderup 1955, p.122). Lidt beskedent måske; men i hvert fald må man regne med at gå 'grueligt meget igennem', inden man har fået nyt fodfæste efter nedrivningen af de falske værdier.
Hvad man blandt andet skal gå igennem fremstilles således af Karen Horney:
Også Killingmo understreger indsigtens centrale betydning (1976, p.165f); men føjer til, at man også må vælge at give afkald på de infantile krav (p.169), idet man "sørger over sin tabte barndom" (p.170).
Når man så langt, at væsentlige bastioner i den neurotiske struktur opgives, venter der nye skuffelser i form af kraftige tilbagefald (Horney 1971, p.368-373), hvor det væsentlige element er fornyet selvhad og selvforagt (p.368), idet man er vred på sig selv over at svigte sine falske selvidealer (p.371). Psykoanalyse kan således af ovennævnte og af andre grunde forventes at være præget af op- og nedgang i en grad, der får patienten til undertiden at tvivle på nytten af behandlingen (p.372. Se også Schjelderup 1955, p.123). Dette må også gælde for selvanalysen, hvor det er særligt alvorligt, fordi man ikke har en analytiker at støtte sig til. Det er derfor betydningsfuldt at være opmærksom på denne mekanisme.
o-o-0-o-o
Som sagt er det højst usikkert, om man alene vil kunne nå så dybt ned i sine problemer; men jeg er ikke i tvivl om, at man gennem vedvarende selvanalyse vil vinde større ærlighed over for sig selv, en større følsomhed over for betydningsfulde indre signaler og derigennem vel også en større sensitivitet over for andre. Jeg tror, alene disse værdier er umagen værd.
Som det vil være fremgået, er de foregående synspunkter uløseligt knyttet til personlige erfaringer, samtidig med at det har været min intention at fremlægge noget almengyldigt. Det spørgsmål må da melde sig, hvilken personkreds man med rimelighed kan foreslå udøvelsen af selvanalyse.
Spørgsmålet kan betragtes som sammensat af tre forskellige underspørgsmål: 1) Hvem kan tænkes at være motiveret for udøvelsen af selvanalyse? 2) Hvem kan tænkes at være i stand til det? og 3) Hvem kan det tænkes at gavne at udføre analysen?
Herudover er det ikke givet, at svarene på de tre spørgsmål vil falde ens ud for samme personer i alle livssituationer: man kan f.eks. forestille sig selvanalyse anvendt som en art hypokondri på et tidspunkt, hvor udadvendt handling havde været mere på sin plads. Omvendt kan man tænke sig (krise-) situationer, hvor eftertanke gennem selvanalyse var mere fordelagtigt end (uoverlagt) handling.
Endelig kan man jo forsøge at besvare de tre spørgsmål ved nosologiske, d.v.s. egenskabsorienterede betragtninger. En rimelig antagelse kunne f.eks. være, at psykotiske mennesker ikke bør indlade sig på selvanalyse, jævnfør almindelige psykoanalytiske principper (se Killingmo 1976, p.176).
Der aftegner sig således et kompliceret problem, og jeg vil af pladshensyn afstå fra forsøg på en systematisk gennemført besvarelse, så meget mere som bredere erfaring endnu savnes.
Et udgangspunkt kunne være de krav, man stiller i professionel psykoanalyse til en vordende analysand. Killingmo opregner en række "evner", vedkommende skal være i besiddelse af: 1) Evne til realitetstestning (evne til at skille subjektive fra objektive faktorer i sanseoplevelsen), 2) evne til selv-observation, 3) evne til objekttilknytning, 4) evne til at tolerere "negativ" affekt, 5) evne til at udsætte tilfredsstillelse, 6) evne til at syntetisere indsigt, 7) evne til aftrappet forsvar, 8) evne til konsistent funktion og 9) evne til at føle lyst (Killingmo 1976, p.180-187).
Det drejer sig her om egenskabsorienterede betragtninger, der iflg. Killingmo må suppleres med overvejelser vedrørende det sociale miljø og livssituationen i almindelighed (ibid. p.179). Endvidere drejer det sig, jævnfør ovenstående tre underspørgsmål, først og fremmest om, "hvem analysen kan tænkes at gavne". Spørgsmålet om, hvem der vil i analyse, tager Killingmo ikke stilling til, men han interesserer sig for, hvilken motivation der rumnler de bedste løfter for behandlingsresultatet. Killingmo fremhæver her "ønsket om selverkendelse" fremfor "ønsket om at blive sine plager kvit" (P. 188).
Jeg skal afholde mig fra gætterier omkring betydningen af disse betingelser for selvanalysen. I stedet henviser jeg til Karen Horneys betragtninger (se side 57), der sammenlignet med Killingmos betingelser lægger mere vægt på motivationen end på specifikke "evner". Karen Horneys hovedsynspunkt er som nævnt (side 55f), at tilskyndelsen er altafgørende i selvanalyse.
Jeg opfatter endvidere Maslow som værende på linie med Karen Horney, når han fremhæver selvterapiens egnethed for "det vækstmotiverede menneske". Omvendt mener han jo, at "mangelmotivation" nødvendiggør interpersonel terapi (se side 37).
Selv om Killingmo af andre grunde (se side 53) stort set afviser selvterapi, så fremfører han det klare psykoanalytiske standpunkt, at terapeuten ikke skal tilføre patienten det, han tidligere har savnet i sit liv - hvad mange patienter forventer. Formålet med analysen er at "omorganisere" patientens egne kræfter (Killingmo 1976, p.145f). Tværtimod, kan man sige, bør terapeuten frustrere visse neurotiske forventninger i passende omfang, således at en passende "emotionel temperatur" (p.158) kan fastholde patientens interesse for at forstå sine konflikter (se side 38f).
Der kan således argumenteres for, at "mangelmotivation" i almindelighed ikke kontraindicerer selvanalyse, men måske tværtimod kan rumme fordelagtige momenter. Også i selvanalyse fisker man formentlig bedst i rørt vande.
Når begrebet "vækstmotivation" er væsentligt, er det derfor næppe som modsætning til "mangelmotivation"; men som påpeget af Karen Horney (se side 56) er konstruktive tilskyndelser det eneste, der kan bære på længere sigt, især i selvanalyse. Skulle man sætte begrebet "vækstmotivation" i relevant modsætning til noget, måtte det i overensstemmelse med denne opgaves hovedsynspunkter være, hvad man kunne kalde 'målmotivation', idet det er fremhævet, at et ønske om at blive på en bestemt måde, f.eks. ikke at blive vred i bestemte situationer, at kunne lide bestemte mennesker, at interessere sig for noget bestemt, at holde op med at ryge, etc. - at sådanne ønsker alene er et dårligt grundlag for selvterapi (se side 9). Jeg tror, der er betydelig risiko for, at nogle af disse mål kan blive anfægtet af den voksende indsigt.
Den ideelle motivation er for mig at se et ønske om at leve i overensstemmelse med livets realiteter, inklusive ens eget, delvis ukendte væsen (hvilket for mig er sand "vækstmotivation") og sideløbende hermed udvikle de ydre kendetegn på vækst, fremfor en direkte stræben efter disse kendetegn.
o-o-0-o-o
Da frustration således kan anses for fordelagtigt i selvanalyse, kunne man måske gå et skridt videre og foreslå selvanalyse anvendt som kriseterapi. Ganske vist citerer Killingmo Freud for den opfattelse, at psykoanalyse ikke er noget terapeutisk tilbud i krisetilstande, hvor det f.eks. hurtigt gælder om at reducere livstruende symptomer (Killingmo 1976, p.176). Svære og akutte kriser stiller først og fremmest krav om andre menneskers nærvær og personlige støtte (Cullberg 1977, p.172), ligesom noget af det mest betydningsfulde i egentlig kriseterapi er "det vikarierende håb" (p.165) i form af terapeutens tro, på patientens vegne, på krisens midlertidige karakter.
Jeg har heller ikke til hensigt at foreslå en erstatning for andre forholdsregler, især ikke for ovennævnte "psykologiske førstehjælp". Det spørgsmål, jeg ønsker at rejse, er, om ikke "sorgarbejdet" (p.174) i væsentlig grad kan lettes; ja, krisen måske blive et personligt vendepunkt, hvis vedkommende tidligt foretager selvanalyse - naturligvis forudsat personen i øvrigt har eller kan bibringes forudsætningerne for det. Naturligvis uden at tænke på selvanalyse udtrykker Cullberg kriseterapiens mål således:
Gentagne selvanalyser som beskrevet i denne opgave vil måske kunne vende ørkesløse spekulationer eller selvbebrejdelser til konstruktiv selvkonfrontation i tidsrummet mellem eventuelle kontakter med en terapeut.
o-o-0-o-o
I uddannelsesmæssig sammenhæng kan man forestille sig, at professionelle erhvervsgrupper, hvis arbejde fordrer psykologisk forståelse og særlige personlige ressourcer, kan have nytte af selvanalyse.
I forbindelse med kreativt arbejde synes selvanalyse at kunne løse op for emotionelt betingede blokeringer, ligesom den vundne indsigt i visse sammenhænge kan afspejles i arbejdsproduktet. Ved skrivebordsarbejde har jeg haft udbytte af at associere i et minut med påfølgende afskrift og tolkning (det hele siddende ved bordet). Det er en god måde at holde 10 minutters pause på.
Det forekommer ønskværdigt at have rådighed over metoder til selvanalyse og selvterapi af flere grunde: selv om der må gøres et stort arbejde af den udøvende selv, så lægges der mindre beslag på professionel terapeutisk ekspertise. En forhåndsvurdering af, om det kan nytte at igangsætte en professionel terapi, kan tage sig anderledes ud, hvis målet for denne kan indskrænkes til "en god begyndelse", mens det egentlige, omend langvarige arbejde hovedsagelig kan gøres af vedkommende selv. Specielle anvendelser af selvanalyse kan måske ligge i kriseterapi, i uddannelse og måske i kreativ virksomhed.
Der består dog en betydelig usikkerhed med hensyn til, hvilken holdning folk vil have til tanken om selvterapi og de underlige gerninger, der indgår i den. Jeg er også usikker på, om folk vil kunne afse den nødvendige tid, skaffe sig den nødvendige ro osv.
I det hele taget bygger selvanalysen, som jeg har beskrevet den i kapitel 5, jo på egne erfaringer. Jeg kunne derfor i høj grad tænke mig at skaffe et bredere erfaringsgrundlag, især med hensyn til:
En begyndelse til at skaffe sådanne erfaringer er dog så småt gjort på Klinisk Institut, Københavns Universitet, hvor jeg har haft lejlighed til at instruere en klient i selvanalyse efter denne opgaves principper. Jeg håber, at andre og jeg selv vil kunne arbejde videre med disse spørgsmål i fremtiden.
Tak til min vejleder lektor John Smidt Thomsen, Institut for Klinisk Psykologi, Københavns Universitet, hvis viden, inspiration, indføling og tålmodighed muliggjorde dette speciale.
Troels Møldrup 
© 2006
o-o-0-o-o